Foto: Morten Haagensen, Wikipedia

Foto: Morten Haagensen, Wikipedia

Milliarderne, som er kastet efter IC4-togene, behøver langtfra være spildt. Et schweizisk firma foreslår, at man kan bruge togene som moderne kunst eller til opbevaring af Bjarne Corydons ego.

De IC4-togsæt, der skulle have været sat i drift i 2007, men stadig ikke kører, kan sagtens vise sig anvendelige til alt muligt, der ikke indebærer passagertransport på skinner. Og det kan tilmed lade sig gøre for ganske få milliarder.

Det fortæller chefrådgiver Bruno Arn fra konsulentfirmaet Utopia Tomorrow, der over tre år og for lidt under 30 millioner kroner har kigget på IC4-togene og tænkt grundigt over, hvad de kan bruges til.

Svaret er entydigt.

“Så længe man ikke forsøger at bruge dem til persontransport via togskinner, er der rigtig mange fornuftige anvendelsesmuligheder for IC4-togene,” forklarer han og understreger, at dette resultat heldigvis er fuldstændig i overensstemmelse med DSB’s strategiske beslutning om helt at afskaffe tog.

Multifacetteret tilgang
“Vi forslår derfor, at man anlægger en multifacetteret tilgang til togenes fremtid,” siger Bruno Arn og nævner en række af de anvendelsesmuligheder, som konsulentfirmaet anbefaler:

“Primært tænker vi, at rigtig mange togsæt kan sælges som moderne kunst, der kan placeres i vestjyske rundkørsler eller blive vertikalt monteret uden for Louisiana. Man kunne kalde det ‘Tværpolitisk og nonfigurativt hyldestmonument til statslig indkøbspolitik’ eller noget andet abstrakt,” forklarer konsulenten og mener, at mange vil blive glade for de flotte vogne, når de glemmer, at togsættene engang var beregnet til passagertransport.

noma erstatter salgsvogn
“Desuden har togene vist sig ekstremt effektive til at holde mobilsignaler ude, hvorfor vi regner med at sælge en række af dem til biografer, som gerne vil forhindre, at folk kan tale i telefon under filmen,” fortæller Bruno Arn, som også foreslår, at gymnasielærere kan isolere klasseværelser med togdele og på den måde umuliggøre brugen af Facebook, ligesom Folketinget kan købe flere togsæt til opbevaring af Bjarne Corydons ego.

Desuden anbefaler rapporten, at man permanent opstiller et togsæt uden for restauranten noma og arrangerer servering derfra, med henblik på at stoppe kritikken fra dem, som savner salgsvognen.

“I samme ånd har vi overvejet at installere et vognsæt midt i Bilka i Ishøj, så man kan sige, at danske tog har de absolut bedste indkøbsmuligheder,” slutter Bruno Arn.