Foto: Adrian Pingstone, Wikipedia

Foto: Adrian Pingstone, Wikipedia

Christiansborg er i chok efter, at Lars Løkke Rasmussen er blevet set på et lavprisfly mod London. Flere øjenvidner beskriver partilederen som “pinligt ædru” og fortæller, at han end ikke havde tilkøbt priority boarding.

I en omfattende rekonstruktion sendt i DR’s TV AVISEN fredag aften kunne danskerne se, hvordan Venstres partiformand og statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen, for nylig fløj med Ryanair mellem Billund Lufthavn og Stansted lidt uden for London. Rekonstruktionen er baseret på samtaler med flere anonyme øjenvidner, som også over for RokokoPosten bekræfter historien.

“Løkke havde end ikke købt priority boarding, men stod i kø ved gaten sammen med alle os almindelige rejsende. Under flyveturen sad han på plads 15E. Ikke engang en vinduesplads!” siger kilden.

En anden passager fortæller, at de holdt særligt øje med Løkke, da stewardessen kom gennem flyet med vognen.

“Vi kiggede efter, om han så skulle have et par øl eller måske en e-cigaret. Men det eneste, han købte, var en trist udseende panini og en Fanta – og så et af de der velgørenheds-skrabelodder, inden vi landede,” fortæller Løkkes medrejsende.

Ikke indleveret bilag
RokokoPosten har opsøgt Venstres sekretariat for at få en udtalelse fra en økonomiansvarlig.

“Lars har ikke indleveret antydningen af bilag fra en flyvetur til London, som kan bekræfte den historie overhovedet,” siger hun og fortsætter:

“Så jeg kan med stor sikkerhed sige, at Lars aldrig har været på den rejse. Den eneste anden mulighed er, at han ikke har indleveret bilag, fordi han selv har betalt for turen, og det …”

Mere når sekretæren at sige, før hun afbryder interviewet og kræver, at RokokoPosten øjeblikkeligt forlader lokalet.

En engangsforteelse
Lars Løkke fortæller dog selv, at det sandsynligvis var en engangsforteelse, da især ét møde med et par helt almindelige danskere under flyveturen gjorde stort indtryk på ham.

“På række 28, sæde B og C, sidder et ældre ægtepar, som giver mig thumbs up, da jeg kommer ud fra wc’et. Begge fortæller, at det da ikke kan være rigtigt, at en mand af min status skal flyve billigt og ædru rundt. Helt ærligt, så gjorde det et stort indtryk. Så næste gang regner jeg med at flyve Superior Business Class i selskab med en flaske Dom Perignon.”