Foto: Wonderlane, Flickr

Foto: Wonderlane, Flickr

Stadig flere danskere er blevet afhængige af at hjælpe andre en enkelt dag om året. Derfor er en gruppe hjemløse gået sammen for at yde julehjælp til de trængende.

Som menneske er man forpligtet til at hjælpe sine medmennesker i en svær situation. Det gælder også hjemløse, der med stadig større bekymring har set, hvordan en stor del af deres medborgere desperat leder efter nogen at hjælpe juleaften.

“Man kan ikke andet end få ondt af dem. Egentlig burde de være på deres årlige kirketur juleaften, men i stedet står de ude på herbergerne med deres søgende blikke og enorme behov for at vise juleomsorg,” siger Jimmy Gyldentand, der har været hjemløs i snart syv år.

Opbygger selvbillede
Sammen med et par medhjemløse har han derfor taget initiativ til et suppekøkken, hvor de velgørenhedsafhængige kan opbygge deres selvbillede i anledning af julen. Imidlertid er det ikke helt uproblematisk at udøve næstekærlighed, fortæller Jimmy:

“Desværre har de velgørenhedsafhængige en kedelig tendens til at lave mærkelige veganske retter og ting med årstidens rodfrugter. Men de bliver så glade, når man bider i deres tofu, at man næsten glemmer, hvor grimt det smager.”

Har hyret hipstere
Imidlertid giver den store tilstrømning af velgørenhedsafhængige nogle udfordringer, da der ofte er flere hjælpere end hjemløse. For at imødekomme den enorme efterspørgsel er initiativtagerne nu begyndt at hyre hipstere til at spille rollen som hjemløse juleaften.

“Så længe man fjerner deres oversize hovedtelefoner og friserer deres skæg, er der ingen, som kan se forskel,” forklarer en af arrangørerne, stodderkongen Tuba-Erik, og tilføjer eftertænksomt:

“Nu jeg tænker over det, er der faktisk en af mine venner, som vi kalder Skralde-Pede, der kun spiser kasserede Irma-ansjoser og konstant nynner samisk folkemusik, som uden problemer kunne gå for både at være hipster og hjemløs.”

Kun jul en gang om året
Tuba-Erik fortæller også, at det kan være et hårdt arbejde at stille middelklassemennesker tilfredse.

“Selvfølgelig kan det være barsk, at man skal bruge julen på at hjælpe dem, men på den anden side er det det hele værd, når man oplever, hvor taknemmelige de bliver,” siger han og tilføjer:

“Og så er det jo heldigvis kun jul en gang om året. Resten af tiden er det ikke noget problem at være i fred for dem.”