Foto: Seeteufel, Wikimedia Commons

Foto: Seeteufel, Wikimedia Commons

Enten var ansøgerne for farvede. Eller også var de ikke danske nok. Derfor fik terrororganisationen IS en gave, mens de fleste kurve endte hos partiets egen formand.

Flæskesteg, hvide grødris og fine, hvide kartofler var blandt indholdet i de julekurve, som Danskernes Parti ville uddele til fattige danskere med stamtræet og hudfarven i orden.

“Det var nogle rigtig flotte kurve. Ud over maden var der et salt- og saltsæt, en cd med juleklassikeren ‘I’m Dreaming of a White Christmas’ og et eksemplar af ‘Min Kamp’ – Karl Ove Knausgårds version, for Hitlers var desværre udsolgt,” fortæller formanden for Danskernes Parti, Daniel Carlsen, da RokokoPosten møder ham uden for hospitalet, hvor han har tilbragt julenat.

“Jeg sad og nød alle lækkerierne i kurvene, men blev syg ud på aftenen. Lægerne siger, at jeg fik en overdosis danskhed og måtte til udpumpning,” siger han.

Ingen var danske nok
Miseren skyldes, at ingen af julehjælpsansøgerne var danske nok.

“Vores julehjælp er tiltænkt rigtige danskere, som er hvide i huden og ikke har en forfar fra Langbortistan. Der var desværre ingen egnede ansøgere, så jeg endte med selv at tage de fleste julekurve,” siger Daniel Carlsen.

Han beklager, at kurvene dermed ikke endte hos økonomisk trængte familier, men fastslår, at partiets hovedprioritet var at hjælpe ægte danskere.

“Det er bedre, at jeg selv fik dem, end at de gik til nogen, der ikke levede op til danskhedskriterierne,” siger han og uddyber:

“Det tætteste, vi kom på en værdig ansøger, var et ungt par på SU, men de skulle fejre jul med et familiemedlem, der er adopteret fra Indien, og så kunne vi jo ikke vide, hvor vores hjælp faktisk endte.”

IS fik en gave
Danskernes Parti var dog på forhånd klar over, at det kunne være et problem, hvis alle midler fra indsamlingen gik til partiet selv. Derfor valgte man at sende en gave til den islamistiske terrororganisation IS.

“Det handler om værdighed. IS har et politisk grundlag meget lig Hitlers, så de er selvfølgelig mere værdige end herboende muslimer, der køber et juletræ bare for at kunne nasse på danskerne,” slutter Daniel Carlsen, der allerede har modtaget en videohilsen, hvor glade terrorister synger sangen “Jeg så Adolf Hitler kysse mor” fra sanghæftet, der også lå i kurven.