Foto: Andrew Beierle, Freeimages.com

Foto: Andrew Beierle, Freeimages.com

Retrosynspunkter får nyt liv i Suleima Hassans butik, Alte Meinung. Positive holdninger til atomkraft og skarpe argumenter imod fattighjælp er blandt de mest efterspurgte varer.

Har du nogensinde ejet en holdning, som du i lang tid har været glad for, men som nu føles udslidt og umoderne? Så kan du fra i morgen aflevere den i Alte Meinung: En ny genbrugsbutik i Københavns Indre By, der sælger og modtager brugte meninger og synspunkter.

“Jeg diskuterer tit politik og kultur med mine venner, så der går ikke lang tid, før jeg får brugt det samme argument mange gange og ender med at blive træt af det,” fortæller Alte Meinungs ejer, Suleima Hassan, om idéen til at starte verdens første genbrugsbutik for holdninger.

Glad for atomkraft
Tidligere smed Suleima Hassan de gamle argumenter ud, men nu kan hun og andre diskussionslystne danskere aflevere dem og købe eller leje nye til en billig pris.

“Jeg håber, at de har nogle positive retroholdninger til atomkraft fra 1950’erne eller måske nogle kuriøse meninger fra slutfirserne om kold fusion som universel energikilde,” siger Bitten Nielsen, der i lang tid har shoppet efter brugte holdninger, men savnet en kvalitetskontrol. Den får hun hos Alte Meinung.

“Vi smider ikke alt på hylderne. Selvfølgelig har vi en rodekasse med konspirationsteorier om 9/11, Ny Alliances næsten ubrugte partiprogram og anprisninger af Helle Thorning-Schmidt som en dygtig politiker, men man kan ikke bare komme ind som angrende langtidsdebattør på Nationen! med alle sine bizarre kæpheste og regne med, at vi gider udstille det,” understreger Suleima Hassan, der til gengæld lover et bredt udvalg af hårdkogte meninger om modtagere af overførselsindkomster.

Næsten antikke
“Nogle af holdningerne er næsten antikke og stammer fra slutningen af 1800-tallet, hvor man så meget strengt på de såkaldt uværdigt trængende. Den slags er blevet utrolig populært nu,” siger den 34-årige ejer, der også tilbyder, at man kan leje en holdning, hvis man skal til en fest med meget diskussionslystne mennesker.

“Så kan man være udfarende en enkelt aften og sige en masse radikale ting, men komme igen næste dag og aflevere de vilde holdninger, så man ikke hænger på dem resten af livet,” slutter Suleima Hassan.