Foto: Monisha Pushparaj, Wikipedia
En ligestillingsekspert finder det dybt problematisk, at mange danskere ikke vil give folk med bestemte hudfarver og køn særlige privilegier i den offentlige debat for at komme strukturel racisme og sexisme til livs.
“Der fokuseres for meget på adfærd og argumenter og for lidt på hudfarve og køn.”
Det mener Pernille Laursen, der er ph.d. i kønsstrukturalistiske hvidhedsstudier og racismekritik ved Københavns Universitets Center for Kulturkritisk Multipostisme, og som de seneste ti år har tænkt meget over, hvad der står i vejen for, at Danmark opnår ægte ligestilling.
Er selv undtagelse
“Folks historiske erfaringshorisonter med undertrykkelse og diskrimination kan udelukkende aflæses i hudpigmentering og køn, og derfor er det en stor fejl at se bort fra disse faktorer.”
“Hvis man ikke er kvinde, kan man naturligvis ikke have en kvalificeret holdning til sexisme, som man aldrig har oplevet, hvorfor ens køn alene naturligvis gør ens argumenter mindre værdifulde i den offentlige debat,” forklarer hun.
“På samme måde kan man naturligvis heller ikke have en kvalificeret holdning til racisme, hvis man er hvid. Medmindre man er meget højt uddannet, analytisk stærk og langt mere empatisk end de fleste andre,” siger hun og nævner sig selv som en sådan sjælden undtagelse, der bekræfter reglen.
“Af og til kan etniske mennesker endda være så forvirrede af strukturel repression, at de ikke engang selv er klar over, at de har behov for særbehandling, og så er det selvfølgelig vigtigt, at særligt empatiske hvide mennesker som mig kan hjælpe dem på rette vej.”
Diskriminer mod racisme
“Vil vi have et ægte ligestillet samfund, må det oplagte svar på diskrimination være systematisk at behandle folk forskelligt på baggrund af køn og hudfarve. Ellers kommer vi aldrig sexisme og racisme til livs,” forklarer ligestillingsforskeren og afslutter:
“Spørgsmålet er naturligvis, om man i det hele taget kan tale sammen på tværs af hudfarver, eller om folk ganske enkelt har det bedst med kun at være sammen med andre, der har samme køn, hudfarve og erfaringshorisont, så man bliver fri for andres strukturelle repression. Man kunne eksempelvis kalde den slags opdeling for ‘apartness’ eller noget tilsvarende.”
