Foto: Craig Sunter, Flickr

Foto: Craig Sunter, Flickr

Det frie ord er truet, når islamister siger kontroversielle ting, lyder det fra flere politikere, som ønsker særregler for, hvad ekstremisterne må sige.

I kølvandet på en række vidtgående forslag om nødret og øget overvågning ønsker flere politikere nu, at islamister ikke siger så meget i den offentlige debat.

“Efter, at en 23-årig mand er blevet anholdt for at billige terrorhandlingen i Paris, synes vi ikke, det er så godt for ytringsfriheden, hvis enhver islamist kan sige ting, vi ikke kan lide at høre. Dem har vi ret til at bekæmpe,” siger Claus Hjort Frederiksen (V) og hentyder til en Facebook-opdatering, hvor et link til en artikel om terrorangrebet blev ledsaget af en glad smiley.

Vi skal ikke være naive
Venstres løsning er derfor, at islamister forbydes overhovedet at deltage i den offentlige debat, mens de mere moderate muslimer pålægges at komme med demokratisk acceptable ytringer.

“Jeg forestiller mig, at vi på Christiansborg udarbejder sætninger som ‘Jeg tager afstand fra terror’ eller ‘Jeg er en god, demokratisk muslim’, som danske muslimer skal bruge på de sociale medier,” siger den tidligere finansminister og bakkes op af justitsminister Mette Frederiksen (S).

“Jeg kan godt mærke, at når jeg støtter sådan nogle forslag, dukker alle mulige juridiske diskussioner op om censur og personlig frihed, og det har jeg da forståelse for. Men vi skal ikke være naive,” understreger hun og påpeger, at forslaget ærer de dræbtes minde:

“Vi kan kun vise de heltemodige tegnere den respekt, de fortjener, på én måde: Ved at indskrænke ytringsfriheden!”

Fri via frihedsberøvelse
Pia Kjærsgaard, der i sidste uge foreslog at indføre nødret i Danmark, er klar til at gå endnu længere.

“Jeg er meget opsat på at gøre noget, et eller andet, hvad som helst. Det kan være at installere en chip i alle muslimers hoveder for at overvåge terroristiske tanker eller anholde alle moskéer præventivt. Vores frihed reddes kun gennem frihedsberøvelse,” siger Dansk Folkepartis værdiordfører.

Den islamistiske gruppe Kaldet til Islam har kommenteret forslaget på deres hjemmeside med en vis forståelse:

“De har fat i noget af det rigtige og ville blive gode, rettroende muslimer, hvis de blot omvendte sig.”