Foto: Karri Huhtanen, Wikipedia

Foto: Karri Huhtanen, Wikipedia

Ikke kun franske forstæder har farlige zoner, der er utilgængelige for selv politiet. Journalister fra DR’s P1 kan afsløre, at også det Danmark, som ligger uden for København, er både fremmedartet og potentielt dødsensfarligt.

Ofte hører man skræmmende beretninger om de såkaldte banlieues i Frankrig, der er isolerede og farlige parallelsamfund. Men hidtil har det været ukendt for de fleste, at der også i Danmark findes enorme områder med en sammenlignelig status.

En lang række journalister ansat på Danmarks Radios P1 har interviewet hinanden om deres oplevelser uden for København. På den baggrund kan de konkludere, at resten af landet i praksis klassificeres som en stor no-go-zone: Et område hvor ingen, der har liv eller forstand kært, bør bevæge sig ind.

Så områder på vejrudsigt
RokokoPosten har talt med en medarbejder fra Kulturnyt, der ønsker at være anonym af hensyn til sin sikkerhed.

“På vejrudsigten i tv har jeg tit set ret store områder af Danmark, som tilsyneladende ikke er en del af København, og en dag i 2005 besluttede jeg mig for at se, om de også fandtes i virkeligheden,” siger han. Medarbejderen nåede dog ikke langt, før rædslerne begyndte:

“Når du er kommet et stykke ud på den anden side af Valby, er der simpelthen ikke mere S-tog. Sporene stopper bare, hvorefter togene ængsteligt kører tilbage. Det er som om, alt siger, at her skal mennesker ikke færdes.”

Håndbold som i Qatar
Andre medarbejdere fortæller rystende historier om mennesketomme motorveje, mad lavet af kartofler og uøkologiske råvarer samt uforståelige dialekter.

“Jeg så engang en masse voksne mænd, der spillede håndbold. Jeg blev ret chokeret, for ærlig talt mindede det om Qatar,” forklarer en anden medarbejder, og tilføjer, at man på P1 selv har oplevet, hvad der kan ske, hvis en journalist vover sig uden for København.

“Vi har et par ansatte, som i årevis er blevet holdt som gidsler i en bunker et sted nær Aarhus. Af og til hører vi enkelte usammenhængende ting fra dem, men de er tydeligvis under belejring af de indfødte, som tvinger dem til at producere interviews med Søren Ryge Petersens pibe eller reportager fra teaterkoncerter med TV-2.”