Foto: Dave Edmonds, Freeimages

Foto: Dave Edmonds, Freeimages.com

En uventet karriere som fitnessinstruktør kan være i vente, hvis du vil følge Bibelen korrekt, siger en gruppe kristne, der vil lære danskerne at droppe de åbne fortolkninger af den hellige bog.

Diana Jelsberg var medlem af folkekirken, indtil præster fik lov at vie mennesker af samme køn. Fra det øjeblik, mener hun, drev Djævelen Gud på flugt, så hun tog konsekvensen og dannede frimenigheden Det Sande Ord sammen med andre bibeltro kristne.

“Guds ord kan ikke gradbøjes. Derfor lærer vi danskerne, at de ikke skal lytte til falske profeter, der mener, at Bibelens ord er skrevet ind i en bestemt kulturel og historisk kontekst og derfor skal tolkes og tilpasses vores tid,” siger hun og retter på den klap, hun har for sit højre øje. Eller det, der engang var hendes højre øje.

Profetisk karriereskift
“Jeg kiggede på min venindes mand og fik utugtige tanker, så jeg rev det ud, som Jesus siger, at man skal i Mattæusevangeliet kapitel 5 vers 29,” forklarer hun.

Dianas mand, Simon Jelsberg, mener, at Diana gjorde det rigtige. Han selv foretog et karriereskift, da han opdagede, at Gud henvendte sig direkte til ham i Lukasevangeliet.

“I kapitel 22 siger han ‘Simon, Simon! Satan gjorde krav på jer for at sigte jer som hvede; men jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre.’ Jeg læste det på en forretningsrejse og forstod, at jeg skulle sige mit job op, så jeg kunne komme hjem og blive fitnessinstruktør,” siger han.

Bibler i lerkar
Når Diana og Simon Jelsberg lærer folk at blive ægte, bibeltro kristne, skal de først og fremmest lære at opbevare deres bibler i lerkar.

“Paulus skrev i sit andet brev til korintherne, at de skulle opbevare deres skatte i lerkar, for at den overvældende kraft skal være Guds og ikke vores. Det betyder, at lerkar har en særlig evne til at indkapsle det hellige,” siger Diana Jelsberg, der mener, at mennesker kun bør opbevare værdifulde genstande i beholdere af ler.

“Ligesom man ikke bare kan gifte sig med en af samme køn, når der står, at en mand skal forlade sine forældre for at blive et kød med sin hustru, kan man heller ikke bare bruge metal, træ eller plastik, når der står, at man skal bruge ler,” slutter hun.