Foto: Sakena Ali, Flickr

Foto: Sakena Ali, Flickr

Intet halalkød, hundehvalpe på alle værelser og en enkelt udenlandsk ting at blive forarget over. Sådan ser hverdagen ud på plejehjemmet Dannebrog, der kun modtager DF-vælgere.

“Det er jo rarest at bo sammen med sin egen slags,” siger 91-årige Valborg Jensen, som er en af de første beboere på plejehjemmet Dannebrog, der er specielt indrettet til at tage imod ældre, der stemmer Dansk Folkeparti.

Dannebrog åbnede for et par måneder siden og er inspireret af den mangeårige debat om særlige plejehjem for indvandrere. Ligesom Københavns Kommune mener Kalundborg Kommune nemlig, at det giver god mening med såkaldte profilplejehjem, men har valgt at fokusere på en målgruppe, der kræver færre ressourcer.

Hundehvalpe og ingen halal
“Beboerne her ligner meget den typiske plejehjemsbeboer, bortset fra at de går mere op i kæledyr. Derfor har vi fået en gruppe hundehvalpe af gode danske racer, som man kan hygge sig med,” fortæller plejehjemsleder Tina Juncker, der personligt finkæmmer den indkøbte mad for halalslagtet kød.

Og det er beboerne glade for.

“Tænk, hvis jeg skulle spise hakkebøffer, som en ukendt mand havde tiltalt på arabisk,” siger 86-årige Erik Willumsen, der holder meget af at bo med mennesker, hvis sprog og kultur han forstår.

Den Lille Forargelse
“I teorien kunne jeg godt bo sammen med socialdemokrater eller radikale, men jeg ville godt nok føle mig udenfor. Hvad hvis de foreslog, vi skulle synge ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’ eller høre symfonikoncerter efter maden,” gyser den tidligere møbelsnedker, der dog holder meget af plejepersonalets daglige overraskelse, Den Lille Forargelse.

“Hver dag finder vi en lille ting, som beboerne kan ryste på hovedet over. Det kan være en kvinde med slør ved kassen i Netto eller nogle drenge, der har gjort noget slemt ved en hamster. Mange timer kan gå med at snakke om, hvor forfærdeligt det hele er blevet,” siger Tina Juncker.

Billederne på væggene bærer også præg af plejehjemmets særlige profil; her er danske landskaber, det danske flag og selvfølgelig et par fotografier af Pia Kjærsgaard, som man skal behandle meget forsigtigt.

“Portrætterne betyder meget for beboerne, så når man tørrer dem af, skal man endelig passe på ikke at vende dem med ansigtet nedad,” slutter plejehjemslederen.