Foto: Jens Rost, Wikipedia

Foto: Jens Rost, Flickr

Alle danske partier er gået sammen om en fælles valgkampagne under sloganet ‘Det Danmark, du savner” og et ønske om at vende tilbage til tiden før cirka lørdag eftermiddag.

Det er en træt statsminister, som RokokoPosten møder tirsdag eftermiddag, hvor hun sammen med Lars Løkke Rasmussen præsenterer noget så utraditionelt som et tværpolitisk valgslogan, der har opbakning fra alle i Folketinget.

“Jeg står her for at annoncere, at alle danske partier vil gå til valg under parolen ‘Det Danmark, du savner’,” siger hun og fortsætter:

“For os socialdemokrater var det oplagt at droppe sloganet ‘Det Danmark, du kender”, for helt ærligt ved jeg ikke, om det Danmark, vi kender lige nu, er særlig efterstræbelsesværdigt.”

Vil skændes om skat igen
Lars Løkke Rasmussen nikker bekræftende og supplerer:

“I Venstre overvejede vi at gå til valg på noget i stil med ‘tid til endnu mere forandring end sidst’, men helt ærligt, så har vi haft så rigelig forandring af Danmark på det seneste. Så vi vil egentlig også gerne tilbage til en situation, hvor vi kan skændes om ejendomsbeskatningen på Frederiksberg, antallet af fartfælder på E45 og egentlig også gerne noget med mine bilag.”

“Ja, eller mine skatteforhold. Det ville jeg være helt med på,” tilføjer Helle Thorning-Schmidt og opsummerer:

“Så det, du som vælger skal vide, er, at hvis du stemmer på et af de siddende partier, lover vi at gøre vores yderste for at genskabe Danmark, som det så ud cirka lørdag morgen.

Også Alternativets partiformand, Uffe Elbæk, støtter op.

“Alternativet mener det samme – bare med gøglere,” erklærer han.

Bred enighed
Ifølge RokokoPostens kilder var forhandlingerne om det nye slogan relativt kortvarige og præget af bred enighed. Kilder fortæller, at de eneste kurrer på tråden var, at Dansk Folkeparti forsøgte at få sloganet ændret til “Det Danmark, du savnede – i gamle dage”, mens enkelte fra Enhedslistens magtfulde hovedbestyrelse foreslog “DDR du kendte”. Begge partier endte imidlertid med at stemme for det fælles kompromisforslag.

Flere politiske iagttagere mener, at det nye slogan vil have bred klangbund i befolkningen, men at det desværre kommer en anelse for sent.