Foto: Hans Jørgensen - nathue.dk, Wikipedia

Foto: Hans Jørgensen – nathue.dk, Wikipedia

Politiet afviser at tage stilling i en igangværende ejendomsretslig konflikt mellem indbrudstyve og villaejere.

Normalt er bydelen Hasseris i det sydvestlige Aalborg et stille og roligt kvarter. Men på det seneste har området været præget af en indædt konflikt mellem en gruppe villaejere og tilrejsende indbrudstyve. Uenigheden bunder grundlæggende i, hvem der har ret til de genstande, der befinder sig i kvarterets huse. Her mener beboerne, at der er tale om deres inventar, eftersom de selv har betalt for det, mens tyvene påberåber sig det såkaldte finders keepers-princip.

Nu har villaejerne forsøgt at inddrage politiet i håb om, at de vil tage deres parti i konflikten mod indbrudstyvene. Ifølge villaejerne er indbrud ulovlige, hvorfor de mener, at der er tale om en sag, som politiet har beføjelser til at gribe ind i.

Har fingerspidsfornemmelse
Imidlertid agter politiet ikke at gøre noget ved anmeldelsen. Man anser det nemlig for optimalt at forholde sig neutralt i konflikten mellem de to uenige grupperinger.

“Selvfølgelig er det politiets opgave at håndhæve landets lov. Men man bliver nødt til at have en vis fingerspidsfornemmelse, og vi foretrækker, at villavejens parter selv får snakket sig til rette om et passende kompromis,” forklarer pressetalsmand for Nordjyllands politi, Erik Kildegaard Madsen.

Blandt indbrudstyvene er der enighed om, at det er fint at lade parterne selv løse deres uoverensstemmelser.  En 32-årig mand, der foretrækker kun at blive identificeret som “Danny fra Vejle”, forklarer:

En filosofisk uenighed
“Der er ingen grund til, at politiet lissom vælger side i den her konflikt. På mange måder bunder uenigheden i et på filosofisk plan divergerende syn på ejendomsretten til ting, som befinder sig i andre menneskers stuer. Man kan ikke bare sådan sige, at noget er mere rigtigt end andet, så vi mener, at det er noget, vi sagtens kan løse via en respektfuld forhandlingsproces.”

Den 45-årige Roman, der kommer fra byen Cluj i det nordvestlige Rumænien, nikker billigende og tilføjer:

“Alternativt kan man indlede en form for voldgiftsproces, hvor vi løser problemet med andre kampmidler som eksempelvis koben eller stikvåben.”