Foto: Evdakovka, Bigstock

Foto: Evdakovka, Bigstock

En husleje på 3800 kr., lavt depositum og en sød udlejer, der har en ledig bolig klar i Indre By. Det er et rigtigt eventyr.

Der var engang en fattig studerende, der drog til København for at læse kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet. Og det var ganske vist, at der fandtes billige boliger i Roskilde, men den studerende sagde: “Dur ikke, væk!”

Han ville have en lejlighed i Indre By og drog derfor af sted i sine forældres Audi med en retromoderne Fjällräven-taske på bagsædet.

Dur ikke, væk!
Ved den første frakørsel stod en stor og slem repræsentant for Københavns Almennyttige Boligselskab.

“Jeg har en toværelses i Halsnæs til lidt over 4000 kr. om måneden. Udgifter til vand er indeholdt i lejen,” bjæffede den stygge boligselskabsmand.

“Dur ikke, væk!” svarede den studerende, smed KAB’s tilmeldingsblanket i rendestenen og kørte videre.

Ved den næste frakørsel stod en endnu større og styggere mand; han ejede en andelsbolig og havde øjne så store som købsprisen.

“Jeg har en dejlig andelsbolig midt i Vanløse, tæt på indkøbsmuligheder og metrostation. Du skal kun betale en lille smule under bordet,” gnækkede den ækle andelsboligejer.

“Dur ikke, væk!” svarede den studerende og skyndte sig væk.

Du skal give mig din nyre
Endelig nåede den raske studerende Indre By, hvor han parkerede ulovligt. Idet han steg ud af bilen, stod foran ham den største og styggeste mand, han nogensinde havde set. Manden var privat udlejer og havde øjne så store som boligbobler.

“Jeg har en lejlighed lige midt i byen til kun 3800 kr. om måneden. Men du skal give mig din ene nyre!” råbte den stygge udlejer.

“Det gør jeg gerne!” svarede den studerende, rakte hænderne om på ryggen og hev en stor, blodig nyre frem. Han havde nemlig taget en grisenyre med i Fjällräven.

Straks forvandlede den stygge udlejer sig til en rar gammel mand med milde øjne og en boligkontrakt, der lovede ubegrænset leje af en nyrenoveret treværelses lejlighed i Købmagergade. Depositummet lød på blot 15.000 kroner.

Den studerende jublede og ringede straks til sine forældre, så de kunne pakke hans ting ned i traileren. Inden for et døgn var han klar til at invitere sine venner til drinks på altanen. Og han levede lykkeligt til sine dages ende.