Foto: DeanPictures, Bigstock

Foto: DeanPictures, Bigstock

En dansk kvinde, der i mange år er blevet betalt af staten for at vinke fra balkoner og kareter i ind- og udland, fylder 75 år i dag.

Selvom det er mange år siden, hun kunne være blevet folkepensionist, er den danske kvinde, der lyder navnet Margrethe, stadig i fuld vigør. Så sent som i sidste uge blev hun set vinkende flere steder i Aarhus, og i dag kan københavnere, der tager til Amalienborg Slot kl. 12, opleve, at hun vinker fra en balkon.

Allerede to timer senere vil den aldrende kvinde atter vinke til tilfældige forbipasserende fra en balkon. Denne gang på Københavns Rådhus.

“Det er en flot og stærk dansk tradition, som jeg er stolt over, at den danske stat via sine økonomiske bidrag har holdt i hævd gennem mange år,” siger den glade og forventningsfulde statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S).

Kan andet end at vinke
Statsministeren tilføjer, at det er vigtigt at huske, at den ældre dame kan andet end at vinke.

“Hun er for eksempel også rigtig flink til at klippe snore over, lade sig portrættere på mønter og frimærker, og så er hun selv en kreativ sjæl, der i mange år har begejstret os med sine fine håndarbejder,” lyder det fra statsministeren, der tilføjer:

“Og så oplæser hun jo hvert eneste år til nytår en tale, som embedsmænd i mit ministerium har skrevet. Det er et vigtigt stykke arbejde, som vi ikke ville betro hvem som helst.”

Sandsynligvis vil også fødselarens mand, der kaldes Henrik, selvom han egentlig er fransk og hedder Henri, træde frem bag sin hustru for at vinke og dermed vise hende sin opbakning. Man kan desuden være heldig at se parrets børn og børnebørn, der også gerne demonstrerer, at de er dygtige til at vinke.

Vigtige for fællesskabet
Nogle danskere er utilfredse med, at den danske stat betaler fødselaren og hendes familie for at stå til rådighed, når der skal vinkes eller klippes snore over. Men de glemmer, mener kulturforsker Andreas Lange, at familien er vigtig for danskernes fællesskabsfølelse.

“At vinke fra balkoner og kareter er en tradition, der kan spores helt tilbage til Gorm den Gamles tid. Det giver danskerne et vigtigt og ufarligt identifikationspunkt. Det er lidt som med Familien fra Bryggen,” siger han.