Foto: olly2, Bigstock

Foto: olly2, Bigstock

I protest mod gøgleres massive dominans i den politiske debat, har en gruppe jurister og økonomer stiftet Politikpartiet, der skal bringe træg, bureaukratisk professionalisme tilbage i dansk politik.

Alt for længe har den politiske debat været domineret af kaospiloter, reklamefolk med gummimasker og indvandrerdigtere. Men det skal være slut nu. Det mener en gruppe jurister og økonomer, som vil gøre deres bedste for, at dansk politik fremover mere vil ligne et bestyrelsesmøde i DJØF end åbningen af Aarhus Festuge anno 2012.

Derfor har de stiftet Politikpartiet, som, erklærer de, vil bringe træg og bureaukratisk professionalisme tilbage i dansk politik.

Drømmer om noget nyt
“Vi tror, at rigtig mange danskere er dødtrætte af bedrevidende og svulstige manifester, lyrikperformances og operasangere i masker. De drømmer om at prøve noget helt nyt,” siger partiformand Morten Svendsen, der er 27 år gammel og jurastuderende samt næstformand i en forening, der lige præcis har medlemmer nok til at modtage tilskud fra Dansk Ungdoms Fællesråd.

For at undgå, at partiet forfalder til overdrevent visionære statements og utidig gøgl, har man formuleret en række dogmeregler, siger formanden.

“Vi lover eksempelvis at holde taler på allerhøjst 15 minutter, der maksimalt indeholder fire linjer om Mellemøsten. Endvidere vil vi udelukkende brokke os indigneret over tonen og beskylde folk for mudderkastning, når vi selv bliver udsat for kritik,” uddyber han og understreger kraftigt, at ingen af partiets medlemmer er humoristisk, kunstnerisk eller lyrisk anlagt.

Usexede kompromisser
“Egentlig har vi ikke lyst til at lave drastiske forandringer. Vi vil hellere sidde i lange forhandlinger og lave komplekse kompromisser om ting, som ikke lyder særlig sexede, og som befolkningen hverken forstår eller interesserer sig for,” forklarer han.

Morten Svendsen fortæller, at partiet også ønsker at gøre op med overlagte løgne, som dem, der kommer fra eksempelvis Dukkepartiet, og i stedet indføre meget snedige forsøg på at tale uden om problematiske spørgsmål eller ganske enkelt ignorere dem.

“Kort sagt, så er det vores mission at sætte ‘leve’ tilbage i ‘levebrødspolitiker’,” slutter partiformanden.