Foto: Juice_team, Bigstock

Foto: Juice_team, Bigstock

Hvis kvinder skal ligestilles og frisættes, må de holde op med at være afklædte og gøre, som andre kvinder finder bedst. Det mener kvindelige kønskommentatorer, som lover personligt at korrekse opsætsige kvinder, der tror, de ved, hvad der er bedst for dem selv.

Flere og flere kvinder tror, at de selv har lyst til at vise sig frem og blive begæret. Men nu siger organisationen Feministiske Identitetshjælpere fra og kræver større social kontrol med kvinder, som ikke erkender deres objektive kønsinteresser.

Organisationen mener nemlig, at kvinder bliver nødt til at råbe vagt i gevær, når eksempelvis ungdomspolitiker Nikita Klæstrup viser sig letpåklædt frem i magasiner, der bliver læst af rigtig mange ikkeakademiske mænd, som undlader at indtænke nøgenhed som led i et kønsdekonstruktivistisk og hegemoniødelæggende projekt.

Frihed kræver konsensus
Talskvinde Line Mortensen forklarer.

“Problemet er, at kampen for kvinders frihed er en sart størrelse, som let bliver ødelagt af dissens og uønsket holdningspluralisme. Så hvis man ønsker, at kvinder skal blive frisat for normer og usynlige strukturer, som holder dem tilbage, må vi feminister bestemme, hvordan andre kvinder opfører sig korrekt og acceptabelt,” siger hun og understreger, at man dog ikke ønsker en kamp mod nøgenhed som sådan.

“Vi mener, at nøgenhed er enormt frisættende, hvis det foregår på helt særlige vilkår og efter grundig overvejelse,” siger Line Mortensen og forklarer, at de særlige vilkår i særdeleshed handler om at have mere hår og under ingen omstændigheder være borgerlig.

“Hvis man under andre omstændigheder fremviser en krop, man forestiller sig at være stolt af, for en masse beundrere, som betaler penge for det, er det ren falsk bevidsthed,” konkluderer hun.

Misogynister enige
Forfatteren Susanne Staun har også gjort sit for at kalde ungdomspolitikeren til orden ved blandt andet at kalde hende for en dum gås. En udmelding, der møder støtte fra en overraskende kant.

Overlæge Jeronimus Berg, der er formand for Dansk Misogynistisk Front, er nemlig fuldstændig enig:

“Enhver Gentleman ved, at Kvindens natur er indrettet saaledes, at de ej kan være smukke og intelligente paa samme tid. Derfor er det ganske rigtigt, naar den kloge Susanne Staun erklærer, at Nikita er en dum Gaas.”