Foto: smithore, Bigstock

Foto: smithore, Bigstock

I stedet for blot at ignorere ligegyldige opslag på Facebook, har 46-årige Jørgen Skov gjort det til en kunstart at illustrere sin mangel på interesse.

“Denne sten føler intet. Det er mere, end jeg føler for den her sag.”

46-årige Jørgen Skov læser teksten på et af de mange billeder i mappen, hvor han gemmer sin samling af det, han kalder sine so what-billeder. 647 har han, da RokokoPosten besøger ham, og han har selv lavet dem allesammen.

“I starten skrev jeg bare ting som “gaaab” eller “boring”, hvis nogen skrev noget uinteressant. Men det var for nemt at ignorere, så jeg begyndte at finde billeder, der kunne understøtte pointen,” fortæller Jørgen Skov, der er uddannet grafiker og arbejder på et reklamebureau.

Opdragende effekt
Som regel bruger Jørgen Skov sine billeder til at fortælle danske medier og politikere, at deres opslag er ham inderligt ligegyldige. Men han kan også finde på at bruge dem som kommentar til Facebookvennernes ofte intetsigende opslag.

“Man er nødt til at være direkte og konfrontatorisk, hvis det skal have en opdragende effekt. Jeg kan ikke bare ignorere et kedeligt opslag, for så lærer afsenderen jo ingenting,” fastslår han og tilføjer, at der er tale om en vigtig og nødvendig samfundsgerning:

Kunst med et budskab
“Når jeg poster et billede af en søvnig løve, hvor der står ‘pynten på svigermors amagerhylde er vigtigere end det her’ eller et dovendyr, der siger: ‘hvem er det? Nej, vent, jeg er ligeglad!’, så tvinger jeg folk til at standse op og tænke over, at man ikke kan tillade sig at spilde andres tid med ting, der ikke interesserer dem. Det er kunst med et budskab,” siger Jørgen Skov.

Det sker ofte, at andre Facebookbrugere kritiserer Jørgens billeder og beder ham om at få et liv og blande sig uden om. Men det ser han blot som et tegn på, at hans budskab har effekt.

“God kunst forarger. Og jeg ser de negative kommentarer som et godt tegn. Når folk projicerer deres egne frustrationer over at mangle indhold i livet over på mig, så må jeg have fat i den lange ende,” konstaterer han.

Han har i hvert fald ikke tænkt sig at stoppe, før målet er nået.

“Når ingen længere skriver ting, der ikke interesserer mig. Den dag sender jeg mine billeder på museum,” slutter han.