Foto: Whiteisthecolor, Bigstock

Foto: Whiteisthecolor, Bigstock

En gruppe bestående af danske statsborgere, der er fyldt 18 år, har så stor magt, at det bekymrer politi og eksperter. Enkelte advarer mod generalisering.

De har to ting til fælles: De er danske statsborgere, og de er fyldt 18 år. Tilsammen udgør de en gruppe kaldet “Vælgerne”. Det er dem og ikke Magteliten, som eksperter hidtil har peget på, der bestemmer over Danmark.

Faktisk er Vælgernes magt så stor, at den kan få altafgørende betydning for det kommende valg. Det vurderer en række politiske eksperter, herunder RokokoPostens egen evighedspraktikant og RokoKommentator, Frederik Storm.

“Vælgerne er en diffus gruppe, men det skal man ikke lade sig narre af. For selvom de tilsyneladende optræder individuelt, er de i virkeligheden spundet sammen i et komplekst netværk. Deres magt er enorm. Det bliver dem, der afgør valget,” fastslår han.

#Notalldanesof18orabove
Den alvorlige sag bekymrer politiske eksperter, der mener, at demokratiet spiller fallit, når det ikke evner at dæmme op for en enkelt gruppes dominans.

Debatten har dog provokeret flere, der ligesom Vælgerne er danske statsborgere og fyldt 18 år. Med hashtagget #notalldanesof18orabove siger disse mennesker fra over for mediernes grove stereotypisering.

“Jeg er 34 år, og jeg har aldrig, og jeg mener ALDRIG, deltaget i en valghandling. Så jeg vil ikke lægges for had eller have skudt i skoen, at jeg er en af dem, bare fordi man kun kigger på, hvad der står i mit pas,” udtaler anarkosyndikalisten Røskva Ellemose.

Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, er enig.

“Man sætter en stor minoritet i bås med den her gruppe. Det er urimeligt, for selvfølgelig skal vi ikke blindt antage, at bare fordi, man er dansk statsborger og fyldt 18 år, så går man automatisk ind for at sætte kryds på et stykke papir, når der er valg,” fastslår han.

Umulig at bremse
Ifølge Morten Frandsen, der er fuldmægtig i Rigspolitiets afdeling for demokratisk motiveret vandalisme, er gruppen umulig at bremse:

“Der er tale om en meget snedig gruppe, som forstår at holde sig inden for lovens rammer. Den overholder endda de demokratiske spilleregler, idet den manifesterer sin magt ved at deltage i valghandlinger. Vi kan intet stille op, men må bare erkende, at sådan er det.”