Foto: Sumnersgraphicsinc, Bigstock

Foto: Sumnersgraphicsinc, Bigstock

Mange københavnere er stadig i chok over, at højrefløjens valgsucces har udstillet en for dem hidtil ukendt gruppe: Borgere, der bor i provinsen og stemmer Dansk Folkeparti.

Tre dage er gået, siden valget gjorde Dansk Folkeparti til landets andetstørste med 37 mandater. Men kulturblogger Silas Vajen fra Nørrebro kan stadig ikke begribe det.

“Jeg forstår godt på et intellektuelt plan, at de her mennesker findes og bor rundt omkring i forfaldne huse, som de er for egoistiske til at lade flygtningene komme ind i. Men min sjæl er oprigtigt i kaos over at føle deres skræmmende nærvær i form af stemmer,” forklarer han og regner med selv at give 100 kr. til Bedsteforældre for Asyl som en slags bod.

Lukket og fremmedfjendsk
Olivia Holmegaard, der er tilrettelægger for Danmarks Radio, har det på samme måde.

“Tænk, at der findes mennesker derude, som har markant andre holdninger end mig. Jeg havde det på fornemmelsen allerede i 2011, men med det nye valgresultat kan jeg ikke skjule det for mig selv længere,” siger den 27-årige journalist, der ikke kender en eneste person, der kunne finde på at stemme på Dansk Folkeparti.

“Jo, måske vores rengøringskone, Birthe, der kommer fra Køge. Jeg mødte engang enormt tidligt og fik øje på hende, og der var helt klart noget lukket og fremmedfjendsk i hendes blik,” forklarer Olivia Holmegaard, men understreger, at hun og Birthe altså ikke “rigtig” kender hinanden.

Mennesker siden stenalderen
Tilstedeværelsen af danske borgere, der bor uden for København og har en tendens til at stemme på Dansk Folkeparti, er dog ikke noget nyt fænomen, påpeger professor i statistik Gunn Norgaard.

“Der bor faktisk kun lidt under 600.000 indbyggere i Københavns Kommune, mens knap fem millioner, altså hovedparten af den danske befolkning, bor udenfor. Sådan har fordelingen længe været,” siger professoren og tilføjer, at der har boet mennesker i Jylland siden stenalderen, også i Vestjylland.

Men faktisk behøver man ikke rejse helt så langt for at opleve mennesker, der overvejende sympatiserer med højrefløjspartier; I Greve fik Venstre og Dansk Folkeparti tilsammen 50,5 % af stemmerne. Og det skræmmer både Silas og Olivia.

“Det er jo bare en kort tur med linje E (S-tog, red.), så er man der,” gyser de.