Foto: Buttercup129, Bigstock

Foto: Buttercup129, Bigstock

De fleste forbinder forladte og forfaldne byområder med steder som Detroit i USA eller Pripyat nær Tjernobyl-værket i Ukraine. Men efter Dansk Folkepartis knusende valgsejr er en tilsvarende skæbne overgået det københavnske Østerbro.

For få uger siden var Nordre Frihavnsgade en pulserende indkøbsgade, hvor man uden for hver hyggelig café kunne høre en lystig klirren af hvidvinsglas og åndrig diskussion af manderollen som afspejlet i Rolf Sparre Johanssons nye digtsamling. Men ikke længere. Nu hører man blot blæsten, der hyler gennem gaderne og med sig kun bringer vindhekse og en ensom pose af økologisk genbrugspapir fra bageriet Det Rene Brød. For efter Dansk Folkepartis valgsejr og den massive udvandring, der fulgte, er Østerbro tomt og øde.

“Find os på Södermalm”
Uden for legetøjsbutikken Pif Paf Puf kigger en forladt og regnvejrsgennemblødt dukke anklagende op mod en af Ida Aukens valgplakater og synes tavst at spørge, hvordan man dog kunne lade dette ske.

I Rosenvængetkvarteret kan man konstatere, at naturen i form af efeu og vedbend allerede er i gang med at gøre krav på de tomme pragtvillaer. Ved siden af de hastigt tilskoddede vinduer i et af husene vidner en desperat notits til eventuelt tilbageværende slægtninge og venner om, med hvilken hast indbyggerne forlod deres hjem.

“Kære alle! Vi rejste med særtog nummer 14 mod Stockholm! Led efter os på et hotel på Södermalm, der serverer palæo. Knuz Bibber og Jim”.

Polak: Arbejdsgiverne væk
RokokoPostens udsendte bevæger sig derefter nordpå og møder på Østerbrogade en tydeligt forvirret polsk håndværker, der frustreret spørger ud i luften:

“Gdzie są, do diabła, wszyscy Duńczycy? Jeden z tych bogatych świn jest mi winien pieniądze za zbudowanie altany!” (“Hvor er alle arbejdsgiverne dog blevet af?” red.).

Foran et engang sirligt byggeforeningshus i Kuhlausgade, hvor et par røde stiletter ligger smidt i forhaven, hænger en anden hastigt nedkradset note, der lakonisk bekendtgør: “Er I Wales. Vender aldrig tilbage.”

I næste uge rapporterer RokokoPosten fra Nørrebro, såfremt indbyggerne her vil tillade avisens udsendte passage gennem den nyopførte antifascistiske beskyttelsesvold, der omkranser kvarteret.