Foto: Khunaspix, Bigstock

Foto: Khunaspix, Bigstock

Den eneste kendte nulevende professionelle cyklist, der ikke har brugt nogen form for doping, dukkede i sidste uge op i den enorme regnskov, hvor han har boet hos en hidtil ukendt stamme.

Rundt og rundt kører han i den store velodrom af palmetræ, mens små børn observerer ham med frygt og undren. I knap 20 år har den italienske cykelrytter Paolo Agosti boet og cyklet i den nordvestlige del af Brasiliens Amazonas-regnskov sammen med en hidtil ukendt stamme.

Og hvad mere er: Han tager ikke doping.

“Det er et utrolig sjældent fund,” udtaler den britiske antropolog Gwen Murray, der har udforsket regnskoven siden 2007 i jagten på en sagnomspunden indfødt stamme, Rabomoré, men nu er blevet verdensberømt for fundet af Paolo Agosti.

Over 50 tests
“Selvfølgelig er det også spændende, at Rabomoré-stammen findes; de har formentlig ikke haft kontakt med andre kulturer i over 5000 år, og allerede nu kan vi se, at deres skikke på mange område adskiller sig fra alt andet, vi hidtil har set i Amazonas. Men de blegner fuldstændig ved siden af Paolo,” forklarer Gwen Murray, der har udført over 50 forskellige tests på den uforklarlige cykelrytter for at være helt sikker på, at han hverken tager epo, kortison, anabolske steroider eller andre ulovlige stoffer.

Murray har endnu ingen forklaring på, hvordan den 43-årige rytter er havnet i et af verdens mest ufremkommelige områder, eller hvorfor han cykle planløst rundt frem for at forsøge at komme hjem eller integrere sig hos stammens indbyggere.

Cyklede uden et ord
“Han kom som ung mand og talte om sit stolte fædreland, hvor man hver dag trådte i pedaler op og ned ad bjerge for at opnå ære og berømmelse. Dernæst byggede han en rund arena og en genstand, som han kaldte en bicicletta (cykel på italiensk, red.). Hver dag bragte vi en kæmpe mængde mad ud til ham, og så cyklede han bare uden at sige et ord,” fortæller Ainge Matu, der er leder af Rabomoré-stammen.

Ifølge cykelkommentator og tidligere rytter Rolf Sørensen, der naturligvis også har vundet mange løb ved hjælp af diverse stoffer, er opdagelsen af Paolo Agosti en skelsættende begivenhed:

“Nu kan vi se, at det faktisk kan lade sig gøre at cykle på højt niveau uden at tage doping. Ganske vist uden at vinde noget som helst, men det er da en start.”