Foto: Ipatov, Bigstock

Foto: Ipatov, Bigstock

Foreningen takker feministerne for at have presset Movia til at fjerne en reklame med en bar kvindenumse. Flere danske imamer er enige.

“Porno kan virke så dejligt, men er på alle måder skadeligt!”

Sådan lyder budskabet på Indre Missions side om sex og kærlighed, AdamogEva.dk. Derfor jubler den kristne forening over, at busselskabet Movia har fjernet en reklame for stripklubben Mirage fra deres busser. Reklamen forestiller en bar kvindenumse, hvor man ser, at kvinden er i gang med at trække sine trusser ned.

“Den type billeder giver os et forkvaklet syn på sex og hører ikke hjemme i det offentlige rum, hvor børn og unge kan blive traumatiseret,” siger Inger Daubjerg, der er talskvinde for Indre Mission og for nylig har slået en kommentar op på foreningens Facebook-side, hvor hun takker Dansk Kvindesamfund for at have presset Movia til at fjerne reklamen.

Farlige tankemønstre
“Ligesom os har de forstået, hvordan Det Onde virker gennem tilsyneladende harmløse billeder. Når først vi ikke ser noget farligt ved bare kvindekroppe i det offentlige rum, har Djævlen overbevist os om, at han ikke eksisterer,” uddyber hun og tilføjer med en hvisken: “Og da er vi for alvor i fare.”

Inger Daubjerg har også et svar til dem, der påstår, at hun blot leder efter noget at blive krænket over uden at have blik for mere alvorlige samfundsproblemer:

“Umiddelbart virker det vigtigere at fokusere på psykisk syge hjemløse eller borgerkrigen i Syrien, men man skal ikke lade sig narre af det ydre. Under overfladen bygger Djævlen nemlig et kompliceret spind, et fængsel af farlige tankemønstre, for os svage og blinde sjæle.”

Skam over familien
Flere danske imamer er helt enige, deriblandt Abdallah El-Amin, der jævnligt holder fredagsbøn i Hamad Bin Khalifa Civilisation Center, også kendt som stormoskéen i Rovsingsgade.

“En kvinde, der udstiller sit allerhelligste for fremmede, bringer skam over sig selv og sin familie. Det må ikke være tilladt at vise den slags,” mener imamen og bakkes op af Omar Karimi fra moskéen på Grimhøjvej i Aarhus:

“Jeg er glad for, at busserne ikke kører her i byen, for så måtte jeg dække mine børns øjne. At forklare dem reklamens hæslighed ville være umuligt.”