Foto: PhotoCD, Bigstock

Foto: PhotoCD, Bigstock

Over 90 % unge, danske mænd har set et eller flere klip, hvor kvinder viser bryster og bagdel på en frigørende måde, fortæller begejstrede feminister.

Kvindelige feminister har ofte svært ved at få det modsatte køn med på den kvindefrigørende vogn. Men en ny undersøgelse blandt unge, danske mænd viser, at de fleste af dem faktisk interesserer sig indgående for kvinders ligestilling, når der kæmpes for den gennem mere eller mindre bevidst nøgenaktivisme.

“Vi spurgte over 1000 mænd mellem 15 og 35 år, om de i løbet af det sidste år havde set film eller billeder, hvor en kvinde på en frigørende, ikke-kommerciel og ikke-objektiviserende måde viser sin krop med glæde. Over 900 af dem svarede ja,” udtaler en begejstret Ulla Tornemand, der er næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund.

Kropspositive asiatiske kvinder
Undersøgelsen viste også, at mændene havde et nuanceret syn på den nøgenaktivisme, de for størstedelens vedkommende selv opsøgte på internettet. Kim på 33 år forklarer fx, at han primært søger på kropspositive kvinder med asiatisk baggrund, der filmer sig selv og deres partnere på en rå og autentisk måde, der står i stærk kontrast til mainstreammediernes kvindebilleder.

“Jeg ønsker at udfordre samfundets normer om, at kvinder skal være tildækkede. Nogle ville nok kalde mig en idealist, fordi jeg næsten kun ser film, hvor de kvindelige hovedpersoner er nøgne,” fortæller Kim, der siden 12-årsalderen har interesseret sig for upåklædte kvinders vilkår.

Kun gratis film
For Nicolai på 23 år handler det også om at skabe et alternativ til etablerede mediers kommercielle syn på kvindekroppen.

“Bare fordi en person har dejlige, faste bryster, en spændstig røv og fyldige læber, betyder det ikke, at vedkommendes krop er et objekt, der kan sælges til højestbydende. Derfor ser jeg kun gratis filmklip med nøgne kvinder, så jeg ved, at deres handlinger udspringer af uafhængighed og styrke,” fortæller han og fremhæver Freethenippletube.com som en god platform for aktivisme.

Det gør Ulla Tornemand optimistisk på kvindefrigørelsens vegne:

“De gennemkommercialiserede røve og bryster, som dukker op på københavnske busser i disse tider, er milevidt fra det positive kvindesyn, som Kim og Nicolai opsøger. Flere af den slags mænd, tak!”