Foto: Public domain

Foto: Public domain

Der ventede atter familien Hrarm en grim overraskelse, da den tidligt i går kom hjem efter endnu en mislykket jagt.

Livet er ikke let for familien Hrarm, der i mange generationer har boet i den sydfranske Chauvetgrotte. Ikke alene har den nuværende generations unge mænd udvist en katastrofal mangel på jagtkompetencer, hvilket har medført sultedøden for indtil videre 17 af familiens medlemmer. De seneste måneder er familiens hjem blevet skændet af vandaler, der har malet krænkende graffiti på væggene.

Da familien tidligt i går vendte hjem efter endnu en mislykket jagt, blev den mødt af synet af graffiti flere steder på indersiden af grottens vægge.

“Det er langtfra første gang,” lyder det fra familiens patriark, Kuarh, der er så tynd, at knoglerne tydeligt træder frem bag den barkede hud.

Orker ikke rengøring
Familiens piger og kvinder har brugt mange timer på at fjerne den stødende graffiti, der ofte forestiller byttedyr, som familien ikke har fanget. Men nu orker de ikke mere og overvejer blot at lade billederne blive.

“Jeg har ikke tænkt mig at bruge mere energi på at vaske vægge ned,” fastslår Kuarhs yngste hustru, Trwi, der har nok at gøre med at amme 14 børn og børnebørn.

Hun er dog ikke stolt over ikke at gøre ordentlig rent.

“Jeg tænker på, hvad eftertiden vil tænke om os, men forhåbentlig vender jagtheldet, så vi får kræfter til at hævne os på naboerne, for jeg er sikker på, at det er dem, der står bag,” siger hun.

Uopdragne naboknægte
Også Kuarh er overbevist om, at gerningsmændene er nabofamiliens uopdragne knægte, der ofte har spyttet og rakt næse ad dem, når de tog af sted på jagt. Men Kuarh og de andre mænd i Hrarm-familien vil ikke konfrontere drengene.

“Deres familie hærger vores jagtmarker, men vi kan intet stille op. For de har mad og mange kræfter, så vi er nødt til bare at se passivt til, mens de håner og spotter os,” siger han bedrøvet.

Han har forsøgt at tale med stammens ældste om problemerne, men heller ikke det har han haft held med:

“De er i lommen på de elendige tyranner. Alle ved, at de deler deres jagtudbytte med dem, så de holder hånden over dem og fortæller os, at vi bare må træne vores unge bedre i at håndtere deres jagtvåben.”