Foto: sumnersgraphicsinc, Bigstock

Foto: sumnersgraphicsinc, Bigstock

Lasse Andersen fra Ringsted kan overhovedet ikke se, at han skulle være uvillig til at gå på kompromis. Tværtimod er han meget konstruktiv, men går selvfølgelig ikke med til hvad som helst.

“Dybest set er jeg langt mere fornuftig og kompromissøgende end min hustru!”

Ordene kommer fra Lasse Andersen, 39, der er gift med 35-årige Camilla Andersen. Sammen har de børnene Lærke, Emil og Amalie, der er ni, seks og fire år gamle. Familien bor i en villa i Ringsted og betragter sig selv som gennemsnitlige danskere, der som alle andre af og til bliver uenige.

Senest har parret diskuteret, hvor familien skal rejse hen, når begge voksne i næste uge har sommerferie. Børnene vil gerne til Paris, så de kan komme i Disneyland. Det, synes Camilla, er en god idé, for så byder ferien på noget for både børn og voksne.

Lasse Andersen vil dog hellere på charterferie med pool og strand, helst på Gran Canaria. Og han gider ikke forlystelsesparker. Derfor foreslog Camilla, at de kunne tage til Gran Canaria og bruge en enkelt dag i Holiday World.

Vigtigt at være sammen
“Det er godt nok ikke Disneyland, men børnene skal nok få det sjovt alligevel,” siger hun.

Lasse Andersen har dog svært ved at tage Camillas forslag alvorligt.

“Jeg gider jo ikke forlystelsesparker! Når man tager på ferie, er det altså for at nyde livet sammen med familien ved poolen eller stranden,” fastslår han.

Derfor mener han heller ikke, at Camillas næste forslag om, at hun selv tager børnene med til Holiday World en af dagene, er et seriøst kompromisforslag.

“Så er vi jo ikke sammen,” konstaterer Lasse.

Ingen rejse også en mulighed
Han har i stedet foreslået, at de tager til en by i Frankrig, hvor der ikke er en forlystelsespark, men til gengæld et hotel med stort poolområde og en ordentlig badestrand i nærheden.

“Så påstår Camilla, at jeg bare vil have det på min måde. Men jeg ville jo helst til Gran Canaria, så det er noget pjat,” siger han og tilføjer, at de også bare kan blive hjemme:

“Jeg vil et sted hen, hvor vi kan være sammen ved poolen eller stranden, og jeg vil ikke i forlystelsespark. Men ingen rejse er bestemt også en mulighed. Så kom ikke og sig, at jeg ikke kan gå på kompromis!”