To betjente affyrede 14 skud mod den folkekære komiker, der heldigvis ikke blev ramt. “Den mistænkte så skummel ud og var iført en sweater i ukendte bandefarver,” udtaler politiet.

Endnu et kontroversielt skuddrama fandt sted i USA, da to bevæbnede politibetjente søndag morgen skød efter den 77-årige komiker og skuespiller Bill Cosby.

Ifølge den ene betjent, William Morris, udviste Cosby suspekt adfærd, der tydede på voldelige hensigter, da han var ude efter morgenbrød.

“Den mistænkte kom langsomt gående hen mod bageren iført en sweater i ukendte og forvirrende bandefarver, da han pludselig stoppede op og begyndte at rode i sin bukselomme,” fortæller Morris og bakkes op af sin kollega, Judith Hanks, der som den første gik ud af politibilen med hævet pistol.

Voldsparat hudfarve
“Den mistænkte havde en højst suspekt og voldsparat hudfarve, der tydede på et ønske om at angribe med skydevåben, tåregas eller miltbrand,” udtaler hun og tilføjer, at Bill Cosby også bar på “et stokkelignende våben af afroamerikansk karakter”.

Hanks råbte til Bill Cosby, at han skulle slippe sit våben og lægge sig ned på jorden, men den 77-årige mand hørte intet og åbnede døren til bageren.

“Vi vurderede, at han ville vende sig om og angribe med et maskingevær,” fortæller Morris, der derfor begyndte at skyde mod den ældre mands ryg, mens Hanks tilkaldte forstærkning i form af en pansret vogn.

“Den mistænkte sprang op og begyndte at råbe ‘Zippedy doo, bing bang, hvad sker der?’ Da så vi, at det var Bill Cosby,” siger Hanks, der i alt affyrede ti skud, mens Morris affyrede fire.

Cosby ikke ramt
Heldigvis ramte ingen af kuglerne den folkekære komiker, men smadrede i stedet hele bagerbutikken. Cosby er dog stadig dybt rystet over episoden.

“Jeg kommer gående lige så stille og fredeligt, og whop bop, zip zap, farer der pludselig tusind kugler omkring mig. Zing zang, det var skørt,” siger han, men er dog ikke overrasket over, at politiet anvender unødig vold over for afroamerikanere som ham selv.

“I USA har vi stadig et stort og uerkendt problem med strukturel racisme i politistyrken, hvor man automatisk gør den sorte mand til en voldsforbryder. Det er en boppety bop kæmpe skamplet på den amerikanske selvforståelse,” slutter Cosby.

(Artiklen blev oprindeligt bragt den 25/8 2014)


Forfatterkommentar af Marta Sørensen

Her kan man for alvor tale om en artikel, som virkeligheden har overhalet, vendt om og forskruet på den mest triste og bizarre måde. Da jeg skrev den, var formålet at satirisere over det amerikanske politis brutale og til tider dødelige behandling af deres sorte medborgere. Budskabet var, at hvis man som politimand kunne finde noget at udsætte på Bill Cosby, måtte man virkelig være en voldspsykopat.

Få måneder senere vrimlede det med anklager mod den engang så folkekære komiker, hvor kvinder hævdede, at han havde bedøvet og derefter voldtaget dem. Faktisk var dette en gammel historie; allerede i 2000 anklagede en kvinde Cosby for sexchikane.

Men de løsrevne påstande om Cosbys forbrydelser dukkede ikke op på min radar, og i august 2014 opfattede jeg ham stadig som den hyggelige familiefar i sjove sweatre. I dag er billedet et helt andet, og Cosby ser nu ganske rigtigt meget skummel ud.