Foto: Wavebreak Media Ltd, Bigstock
En eksistentiel krise ramte en mangeårig onlinedebattør, der nu tvivler på, om det er muligt for ham at overbevise andre internetbrugere om sine argumenters rigtighed.
Klokken er lidt over elleve torsdag aften, da den 31-årige gymnasielærer Peter Markussen fra Viborg har en stærkt ubehagelig oplevelse. Det sker, da han er i gang med at forfatte sit femogtyvende gensvar i en diskussion om udflytning af statslige arbejdspladser til provinsen til en universitetskammerat, der bor på Amager.
Forfærdelig erkendelse
“Mens jeg for anden eller tredje gang sidder og formulerer en drønskarp redegørelse for, hvorfor Kulturstyrelsen ville passe fantastisk ind i Hjørring, rammer en forfærdelig tanke mig pludselig,” husker han, tydelig mærket.
“Hvad nu hvis alle mine spidsfindigt udtænkte argumenter, som jeg dagligt udøser på Facebook, slet ikke gør nogen forskel?” spørger han fortvivlet og fortsætter:
“Hvad nu hvis det bare er et spild af tid, som kun gør mig selv sur, ikke overbeviser nogen eller gør den fjerneste forskel i det store billede?”
Derefter forsøger Peter Markussen at huske, om han nogensinde har oplevet, at modparten i en diskussion ændrede holdning den mindste smule. Slukøret kommer han til erkendelsen af, at det ikke er tilfældet.
“Aldrig nogensinde har jeg mødt en debatmodstander, som sagde, at han eller hun var blevet overbevist af mine geniale ræsonnementer eller medgav, at jeg faktisk havde en pointe. Ikke engang da jeg i 2003 diskuterede med folk, som var for Irak-krigen. De skiftede først mening mange år senere,” siger han bittert.
Satser på tavst flertal
Siden har Peter derfor helt undladt at diskutere på internettet. I stedet nøjes han med at poste indlæg fra gruppen “I fucking love science” samt familiebilleder på sin Facebook-profil.
Men det lysner så småt. Peter fortæller nemlig, at han nu kan mærke, at den eksistentielle debatkrise er ved at gå over.
“Jo mere jeg tænker over det, jo mere overbevist bliver jeg om, at der faktisk findes en stor gruppe læsere derude, som aldrig giver sig til kende, men blot tavst venter på at læse og blive overbevist af mine guldkorn,” forklarer han.
“For den, der tier, samtykker som bekendt. Så mon ikke jeg overbeviser en ret stor del af dem, jeg aldrig hører fra?” spørger han fortrøstningsfuldt.
