Foto: Ehrlif, Bigstock

Foto: Ehrlif, Bigstock

Som kristen er det en god idé ikke at være helt fremmed over for det med Gud, udtaler præsten Karl Hessel, men understreger, at Folkekirken ikke forlanger noget af nogen ud over kirkeskatten.

“Jeg ved godt, det kan virke voldsomt og ekskluderende, men jeg mener nu engang, at man som kristen skal …”

Karl Hessel tager en dyb indånding; det er ikke nemt at få det kontroversielle budskab ud.

“Tro på Gud.”

Egentlig gentager den fynske folkekirkepræst bare det, han sagde i gårsdagens prædiken, men efter at beboerne i Tommerup Sogn fortalte om udmeldingen til Fyens Stiftstidende, er præstens insisteren på at blande Gud og kristendom sammen blevet en varm kartoffel.

Folkekirken forlanger intet
Karl Hessel understreger dog, at troen på Gud ikke behøver manifestere sig gennem kirkegang, bøn eller andre kristne ritualer, og at udtalelsen står for egen regning; Folkekirken forlanger ikke noget som helst af nogen som helst ud over deres kirkeskat.

“Alle er velkomne, også de, der mener, at man kan være kristen, selvom man ikke har noget forhold til den kristne gud, genopstandelsen eller andre traditionelt kristne begreber. Men jeg synes måske personligt, at man som kristen godt kan tro en lille smule,” siger han.

Hos Liberal Alliance har man intet tilovers for Karl Hessels udtalelse.

“Én ting er, at formørkede præster i den danske folkekirke har forsøgt at bremse homovielser, men når man afkræver af kristne danskere, at de skal tro på en kristen gud, går det for vidt med frihedsberøvelsen,” mener partiets finansordfører, Ole Birk Olesen, der går ind for en total adskillelse af kirke og stat.

Adskil liberalisme og stat
Pelle Dragsted fra Enhedslisten er enig, men mener, at adskillelsen bør gælde for alle religioner, inklusive Liberal Alliance:

“Hvis staten skal separeres fra gudsdyrkelse, bør vi også separere den fra LA’s overnaturlige forhold til Ayn Rand (russisk-amerikansk liberalist og forfatter, red.).”

Karl Hessel ønsker ikke at udtale sig om Folkekirkens forhold til staten og indrømmer, at den heftige reaktion på hans prædiken har skræmt ham.

“Min plan for næste søndag var egentlig at sige noget om Jesus, men måske er det for ekskluderende over for dem, der ikke mener, at Jesus hører hjemme i deres kristendom,” siger han.