Foto: Ocus Focus, Bigstock
Ingen vælger det glædesløse liv som forsker frivilligt. Men Helenes opvækst lærte hende, at hun ikke duede til andet.
Helene Strøm har sorte rander under øjnene. Hun kan ikke huske, hvornår hun sidst har sovet en hel nat. Hun glemmer at spise, og vægten er faretruende lav. Men det hører med til at være forsker, fortæller den 39-årige kvinde og skærer en grimasse, der skal ligne et smil.
Egentlig ville hun være frisør. I stedet blev hun forsker. En skæbne, som ingen ønsker for sine nærmeste. Alligevel mener Helene, at hendes omgivelser prægede hende til det.
“Folk grinede af mig og sagde, at jeg var godt skør i hovedet, når jeg troede, at sådan en som mig kunne blive frisør. Jeg sad jo altid med hovedet i en bog og havde ikke forstand på skønhed,” fortæller hun.
Ingen gør det frivilligt
I skolen fik Helene den ene gode karakter efter den anden. Men idræt og kreative fag var hun ikke så god til. Klassekammeraterne ville ikke have hende med i deres lege, for så ødelagde hun det bare. På den måde lærte Helene, at hun ikke duede til andet end at bruge hovedet.
“Jeg troede måske, jeg gik på universitetet frivilligt. Men hvis jeg havde haft et valg, var jeg aldrig havnet her. Ingen sælger frivilligt deres hjerne til videnskaben. Men når verden fortæller dig, at du ikke kan andet, mister du troen på dig selv,” siger hun.
I starten tænkte hun, at hun bare lige ville tage en kandidatgrad. Men så tog det ene det andet med ph.d. og postdoc, og pludselig en dag sad hun fast i jobbet som lektor og følte, at hun kun slog til, hvis hun stræbte efter at blive professor.
Kun få kan holde til det
Helene tager sig til hovedet. Hun har kronisk hovedpine. Men det må man tage med, mener hun.
“Man håber altid på, at man ikke går helt ned med flaget. Men samtidig ser man, hvordan det går galt for den ene efter den anden. Det er kun ganske få, der kan holde til det her liv, og selvom det kan se fint ud udefra, så er det et meget lille mindretal, der klarer sig godt. Og nogle af dem holder sig kun ovenpå, fordi de drikker,” siger hun.
Hun mener dog, at hun er tvunget til at fortsætte. Hun kan jo ikke andet.
“Livet som forsker er skadeligt for både krop og sjæl. Men vi har jo ikke noget valg,” slutter hun.
