Foto: Public domain, Wikipedia

Foto: Public domain, Wikipedia

Efter en række annoncer, der oplyser om spidsfindigheder i dansk asyl- og flygtningepolitik, gider befolkningen i Libanon ikke høre mere om, hvad der foregår på Christiansborg.

Først bragte en række libanesiske aviser Inger Støjbergs annoncer, der skulle advare flygtninge mod at søge asyl i Danmark ved at oplyse om forholdene her. Nu følger en protestannonce, som skal tage til genmæle mod den første annonce og fremhæve, at de økonomiske forhold for flygtninge og mulighederne for familiesammenføring er langt bedre, end Støjberg hævdede.

Travlt med andre ting
På gaden i Beirut har RokokoPosten talt med den 47-årige Bilal Marouf, der arbejder som reklametegner og mener, at dansk indenrigspolitik fylder for meget i libanesiske medier.

“Altså, misforstå mig ikke. Selvfølgelig synes vi, at dansk indenrigspolitik er vildt spændende; det gør alle her i Mellemøsten. Men hvis jeg skal være helt ærlig, har vi lidt travlt med andre ting for tiden,” siger han og fortsætter:

“Hvis nu vi kunne blive enige om at få reduceret spændingerne mellem kristne, sunni- og shiamuslimer, skabt fred i Syrien, sendt de lidt over 1 million flygtninge trygt hjem og løst konflikten mellem israelere og palæstinensere først, får vi langt bedre tid til at debattere danske forhold.”

Bilal tilføjer, at han til den tid personligt “supergerne” vil læse en masse annoncer og opinionsindlæg om eksempelvis fordelingen af satspuljemidler inden for distriktspsykiatrien eller kommunalpolitik i Norddjurs.

Kan forrykke magtbalance
Hassan Ahmad, som er professor i statskundskab ved American University i Beirut, mener også, at de mange annoncer kan være problematiske af andre grunde.

“Hvis danskerne bliver ved med at købe annonceplads i et sådant omfang i Hizbollah-støttede aviser, er jeg alvorligt bange for, at det permanent kan rykke magtbalancen i Libanon til fordel for den shiamuslimske milits’ agenda,” siger han og tilføjer:

“Og helt ærligt, hvis Inger Støjberg vil støtte Hizbollah, behøver hun da ikke ligefrem indrykke annoncer. Den slags kan man sagtens gøre diskret. Iran har eksempelvis kanaliseret milliarder til dem uden på noget tidspunkt at blære sig med det i hverken aviser eller på Facebook.”