Foto: Public domain
En studerende på en humanistisk uddannelse har sagt det unævnelige. Men i stedet for bortvisning tilbydes hun nu særlig støtte.
Der er dødstille i forelæsningslokalet. Man kunne have hørt en knappenål falde til jorden. Forelæseren sætter sig brat for at sunde sig, mens de øvrige studerende stirrer stumt med vidtåbne øjne i samme retning.
“Men de har jo ikke noget på!”
Det var de ord, der udløste tavsheden. De blev udtalt af den 22-årige Ditte Markussen, der for få uger siden begyndte at studere et humanistisk fag på Aarhus Universitet.
Efter et minuts pinlig tavshed tager forelæseren ordet igen. Han taler videre om permanensfraktueret valens og paraboliserings-affluens, som om intet var hændt. Men han er rystet. Det samme er Ditte Markussens medstuderende.
En brudt pagt
Ifølge Daniel Klingsman, der går på hold med Ditte Markussen, er der sket et brud på en hundredårig pagt indgået mellem studerende og forelæsere på humanistiske uddannelser.
“Et er, at andre siger sådan om det, vi lærer. Men det burde være en selvfølge, at vi ikke selv italesætter den slags. Du bider bare ikke den hånd, der fodrer dig,” udtaler han.
Ditte Markussen måtte da også til en alvorlig samtale med sin forelæser efter foreteelsen. Han fortæller efterfølgende, at den unge studerende desværre ikke forstår sagens alvor.
Resistent sandhedsmyte
“At noget er sandt, er ikke ensbetydende med, at det er relevant. Det forstår Ditte Markussen ikke. Det er som om, at myten om, at sandhed er den videnskabelige erkendelses ledetråd, er blevet resistent,” beklager forelæseren, der dog har håb om, at Ditte Markussen med særlig støtte vil kunne indse, hvorfor hendes ord er så utilgivelige.
“Vi har aftalt, at jeg resten af semestret mødes med hende en time før hver forelæsning, så hun får mulighed for at drøfte indholdet af pensum med mig i stedet for at åbne munden i plenum,” siger han.
Daniel Klingsman mener dog, at forelæseren er for blid.
“Hun burde være smidt ud på stedet. Vi er allesammen nye, men vi har trods alt fattet, at vores eksistensberettigelse afhænger af, at man ikke italesætter det unævnelige,” fastslår han og slutter:
“Men det er typisk taxameterprincippet! Alle skal bare bestå. Det handler efterhånden kun om penge og slet ikke om ære.”
