Foto: PlusONE, Bigstock

Foto: PlusONE, Bigstock

I juni var Danmark omkring 80 % så ondt som Hitler, men nu hiver asylpolitikken os op i toppen af den internationale ondskabsskala, dokumenterer dansk forsker. 

“Det, der sker i Danmark lige nu, er ikke ligesom Anden Verdenskrig. Det er ligesom Anden Verdenskrig, Stalins udrensninger og Maos store spring fremad tilsammen.”

Sådan lyder det fra Ulla Janni Grethe Lembicke, der er filosofiprofessor med speciale i uortodoks historicitetsdannelse og for nylig offentliggjorde en international ondskabsskala med Danmark i top.

“Skalaen blev færdig, inden Saudi-Arabien dømte en teenager til korsfæstelse, hvilket kunne have rokket lidt ved resultatet,” siger professoren, der har kigget på 80 nationers ondskab i løbet af de sidste to år. Hun tilføjer dog:

“Men det ville ikke have gjort en kæmpe forskel.”

Trælse og virkelig slemme
Skalaen opererer med procentangivelser i forhold til det, Lembicke kalder “trælse”, “slemme” og “virkelig slemme” regenter, typisk diktatorer fra det 21. århundrede, men også ældre massemordere og krigsherrer som Djengis Khan og kejser Nero optræder.

På denne skala dukker Danmark første gang op i november 2013 som 134 % værre end Pol Pot, fordi regeringen dengang besluttede sig for at udvise den 7-årige pige Im og hendes mor efter, at Ims danske stedfar døde af kræft.

Da Im alligevel fik lov at blive i landet, ændrede vurderingen sig til, at landet kun var 32 % så ondt som den haitianske præsident Papa Doc Duvalier.

En mild Yezhov
Siden har Danmark svinget mellem en klar førsteplads efter folketingsvalget og en fjerdeplads, hvor ondskaben sammenlignes med “en mild Yezhov” (leder af det sovjetiske hemmelige politi og ansvarlig for massive udrensninger, red.) eller “Hitlers kæreste på en god dag”.

I dag er vi tilbage i toppen, hvilket skyldes regeringens reaktioner på flygtningekrisen, der ifølge professoren kræver en ny skala.

“Jeg er bange for, at jeg må tage skrappere sammenligninger i brug, der kan rumme ondskaben,” siger professor Lembicke, der dog har sine forbehold over for den historiske begivenhed, der ifølge hende ville repræsentere topmålet af ondskab:

“Når man først begynder at anvende tiden under VKO-regeringen som målestok, kan det ikke blive mere voldsomt. Så er der ingen vej tilbage.”