Foto: Buso23, Bigstock

Foto: Buso23, Bigstock

Et forslag om at fjerne topskatten har udløst forbløffelse, forundring og foragt hos landets kulturelite.

Mikael Topsøe Bjerg løfter avisen fra sit rustikt patinerede egetræsbord og sætter den helt hen under PH-lampen. Han genlæser interviewet med billedkunstner Martin Jansberg, men kan stadig ikke forstå det.

“Han laver nonfigurativ kunst. Og så vil han fjerne topskatten.”

Topsøe Berg er formand for legatudvalget for scenekunst hos Statens Kunstfond, skriver anmeldelser til Information og arbejder på stykket “Sorte støvler” til Nørrebro Teater. Ingen i hans netværk forstår, hvad der foregår.

Helt paf
“Både jeg og kollegerne på teatret har vendt og drejet Martins udsagn i dagevis, men ingen af os kan få det til at give mening. At fjerne topskatten er jo højreorienteret, borgerligt, sort.”

Mikael Topsøe Berg slår opgivende ud med armene, og ifølge en rundspørge foretaget af RokokoPolls er han ikke alene.

Den viser nemlig, at 452 ud af 453 adspurgte medlemmer af det danske kulturliv er “stærkt chokerede”, “meget chokerede” eller “helt paf” over, at en kunstner kan foreslå at fjerne topskatten.

Den sidste deltager i rundspørgen svarede ikke, idet vedkommende mente, at spørgeformen var “rigid og neoliberalistisk”.

Andre, som børnebogsforfatter og galleriejer Kirsten Neergaard, vil dog gerne udtrykke sin holdning.

Demo for menneskeelskere
“Hvad bliver det næste? At nycirkusartister vil sætte afgift på økologiske æg? At marimbaspillere interesserer sig for deres grundskyld? Det her sender kunsten ud i et sort hul,” siger hun og tilføjer, at hun allerede har arrangeret en demonstration, der skal bekæmpe den voksende antihumanisme i dansk kulturliv.

Her opfordrer hun “alle menneskeelskende kræfter” til at mødes til fakler, sang og gadekøkken på Dronning Louises Bro “i Nelson Mandelas ånd”. Normalt ville den type begivenheder tiltrække mange deltagere, men i skrivende stund har kun 17 meldt sig til.

Sol Hjelm Sejr, der er DJ og redaktør af magasinet NormHad, forsøger at forklare hvorfor:

“Demoen er baseret på, at en kunstner har sagt noget om at fjerne topskatten. Men det er jo sindssygt. Det ville ingen kreativ, humanistisksindet person sige. Måske Johnny Madsen, men han er jo gammel.”