Foto: gstockstudio, Bigstock

Foto: gstockstudio, Bigstock

En influenzapatient sendes hjem, mens en kræftpatient tilbydes indlæggelse, kemoterapi og masser af kontrol. Men læger bør behandle deres patienter ens, selvom de fejler noget forskelligt, mener den svenske forening Lika sjuk. 

Da Matti Månsson sidste år havde influenza, sagde lægen, at han bare skulle holde sengen, til han var rask igen. På samme tidspunkt fik hans gode veninde, Britta Ohlson, kræft. Ved at sammenligne sit eget forløb med Brittas konstaterede den 27-årige sociologistuderende en grov forskelsbehandling.

“Britta blev sendt til scanning, og senere fik hun både kemoterapi og strålebehandling. Hun er rask i dag, men bliver stadig indkaldt til kontrol. Den måde at gøre forskel på folk, bare fordi de ikke har samme sygdom, kan ikke accepteres i et land som Sverige,” mener han.

Lav negertesten
Læge Melike Solak fra Sahlgrenska Universitetshospital i Göteborg mener, at forskelsbehandling er helt naturlig:

“En influenzapatient fejler ikke noget alvorligt og skal derfor bare holde sengen. En kræftpatient er derimod alvorligt syg og har behov for en kompleks og ofte tidskrævende behandling,” siger hun.

Det er dog et klassisk forsøg på at legitimere undertrykkelse, mener Matti Månsson:

“Prøv at lave negertesten. Så siger hun, at den sorte ikke må ligge sundhedsvæsenet til last, mens systemet sætter alle ressourcer ind for at redde den hvide.”

De svages stemme
Via Facebook har Matti Månsson samlet en stor gruppe svenskere, der alle har oplevet, at læger behandler folk forskelligt alt efter, hvad de fejler. De har nu stiftet foreningen Lika sjuk.

“Når du går til lægen, er du svag og kan ikke forsvare dig. Derfor er der brug for en stærk, offentlig stemme, der kræver, at læger ikke forskelsbehandler deres patienter på baggrund af sygdom”, siger Matti, der selv er formand for foreningen.

Sveriges sundhedsminister, Gabriel Wikström, mener, at Lika sjuk er en vigtig stemme i sundhedsdebatten.

“Jeg føler mig ramt, for jeg havde også internaliseret den opfattelse, at det er i orden at behandle patienter med forskellige sygdomme forskelligt. Men nu forstår jeg, at det er en uhyggelig tankegang, der afslører en antagelse om, at nogle er mere værd end andre,” siger han.