Foto: Javier Brosch, Bigstock

Foto: Javier Brosch, Bigstock

Mennesker, der leger med maden og tager den med i seng, bør ikke kritisere en zoologisk have for at behandle dyr som dyr, lyder kritikken fra Kinas ambassadør i Danmark.

Forargelsen over Odense Zoos dissektion af en løve er uhyrlig og dobbeltmoralsk. Det mener Kinas ambassadør i Danmark, Liu Biwei. Han mener, at Odense Zoo handler etisk korrekt i en nation, hvor man ellers har en aparte måde at omgås dyr.

“Hvis Danmark og den vestlige verden i det hele taget vil tages alvorligt af Kina og andre civiliserede, asiatiske nationer, skulle I prøve at overholde god bordskik og undlade at lege med maden,” siger han og uddyber:

“Når jeg går tur i parken, ser jeg tit, hvordan mennesker leger med gode, slagteklare hunde. De kaster med pinde og ligger og tumler i græsset. De lader også deres børn deltage i madsvineriet. Jeg har sågar hørt, at nogle tager hunde med i seng. Det er uciviliseret. I Kina lærer vi børn, at de ikke må lege med maden.”

Naturens gang
Han forsvarer derfor Odense Zoo og mener, at den bør være et forbillede for alle danskere. Under dissektionen fik børn og andre tilskuere nemlig syn for sagn for, at dyr blot er kød, der endnu ikke er slagtet.

“Det er vigtigt, at børn får en forståelse for naturens gang. Løven i Odense Zoo havde udtjent sit formål. I Kina har vi i mange år haft tradition for at fjerne uønskede elementer fra jordens overflade. På den måde sikrer vi stabilitet og orden i vores samfund,” forklarer han.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) mener, at Liu Biwei glemmer, at den danske og kinesiske kultur adskiller sig på mange punkter, og at han som ambassadør i landet må have forståelse for, at danskere har en anden opfattelse af dyr, end kineserne har.

Kulturrelativistisk ævl
Men det er en gang kulturrelativistisk ævl, mener ambassadøren.

“Hvis noget er forkert i en kultur, er det selvfølgelig forkert i alle. Man kan ikke bruge tradition og kultur til at legitimere bestialsk omgang med fødevarer. Jeg forstår godt, at I har lyst til at forsvare jer. Det er meget naturligt. Men I skal lade være med at bruge letkøbte forklaringer om, at jeres kultur er lige så god som vores, bare fordi, I har været uhumske i mange år,” slutter han.