Foto: Anphotos, Bigstock
Glem alt om tynde pinde, der smager af pap. Med langtidskoldhævet surdej og biodynamisk sydesalt har Mads Sejersbøl startet en revolution inden for partysnacks.
“Mmm. Den kan man tygge vildt længe på.”
Silja Mortensen lukker øjnene, mens den sprøde og rustikke saltstang langsomt smelter i hendes mund. Hun og veninden Vigga Madsen står ved Sticks ‘N’ Sticks på Værnedamsvej, et lillebitte og meget eksklusivt pop op-gadekøkken, der kun sælger Mads Sejersbøls seneste hit: Gourmetsaltstangen.
Mange tusinde mennesker har besøgt madboden i løbet af måneden for at smage den unikke blanding af biodynamisk sydesalt og surdej, som er bagt på en 60 år gammel rest af nu uddøde gærkulturer og dernæst har stået til hævning i en råkold kælder et sted i det østlige Polen.
“Vi har set, hvordan burgeren, hotdoggen og endda toastbrødet er gået fra at være billig junkfood til at optræde på fine restauranters menukort og i veganske, bæredygtige versioner. Men ingen har gentænkt saltstangen,” siger den 33-årige kok og iværksætter, der tidligere har forsøgt at lave både ostepops og fedtemadder i gourmetversioner.
Ukendte ostepops
“Problemet med ostepopsene var, at vi ikke kunne finde ud af, hvad de var lavet af, selv da vi fik en laborant til at analysere dem. Så vi anede simpelthen ikke, hvor vi skulle få råvarerne fra,” husker Mads Sejersbøl, mens eksperimentet med fedtemadderne faldt igennem, da retten skulle testes på en palæorestaurant:
“Vi troede, de ville elske alt det fedt og ingen kulhydrater, men det viste sig, at palæofolkene ikke troede på fedtets sunde egenskaber, medmindre det kom i form af nødder eller andre appetitlige ting. Da jeg fortalte dem, at stenaldermennesker ofte spiste rent fedt fra nedlagte dyr, kastede en af mændene op.”
Uegnet til menneskeføde
På grund af den uventede succes med saltstængerne regner Mads Sejersbøl med at udvide sortimentet, så der også bliver plads til en kvalitetsudgave af den velkendte dåsemajs.
“I stedet for billig aluminium serverer vi majsen i en kostbar legering af manganberiget bronze, så den gule farve træder tydeligt frem,” siger kokken, der regner med selv at dyrke majsen i Peru:
“De har noget, der hedder Cuzco-majs, som typisk ikke bruges til menneskeføde, hvilket gør det endnu mere eksklusivt.”
