Foto: monkeybusinessimages, Bigstock

Foto: monkeybusinessimages, Bigstock

Først kom hotel og taxabranchen under pres af deleøkonomiens apps som Airbnb og Uber. Nu bliver restauranter også ramt, fordi folk tilbereder mad i deres egne køkkener og inviterer gæster til at nyde den. 

Hjemme ved 29-årige Carlos Edvardsen i Kokkedal er der travlhed i køkkenet. Samme aften kommer 14 af hans gamle gymnasiekammerater nemlig til middag.

Men det er en middag, som Carlos tilbereder i sit eget køkken i stedet for at lade en restaurant stå for arrangementet. Og han er blot en af tusinder, som ved hjælp af nye, sociale teknologier vælger at omgå – og måske underminere – eksisterende virksomheder.

Facebook bærer medansvar
Carlos indrømmer, at arrangementet næppe havde været muligt uden sociale medier.

“Ja, helt sikkert. De fleste af os havde ikke haft kontakt i en årrække, men mødtes så på Facebook,” fortæller han og tilføjer, at det også var Facebook, som tillod ham at lave en såkaldt ‘begivenhed’, der gjorde det uhyggelig let ikke at lave en reservation på en restaurant.

Ulige konkurrence
I restaurantionsbranchen er der stor skepsis over udviklingen.  Peter Jespersen er pressechef for fagforeningen Horesta, der organiserer ansatte i hotel-, restaurant- og turisterhvervet.

“Alle professionelle restauratører er selvfølgelig glade for konkurrence, men det bør altså foregå på lige vilkår,” siger han og fortæller, at man i branchen mærker et stadig større pres fra private ‘smug-restauratører’.

“Ethvert spisested, som serverer mad for betalende kunder, er underlagt strenge krav om hygiejnekurser og fødevarekontrol. Derfor er det ikke rimeligt, at folk uden videre kan oprette en de facto-restaurant i deres eget hjem, hvor der ingen kontrol er, og så blot dække sig ind under, at gæsterne var ‘inviterede’,” siger han.

Bør kræve betaling
Peter Jespersen peger også på, at spørgsmålet om betaling udgør et stort problem.

“Rigtig mange af smugrestauranterne, som angiveligt inviterer ‘familie’ og ‘venner’ på mad, gør det helt uden at tage en krone for mad og ledsagende drikkevarer, og det kan vi naturligvis ikke konkurrere med,” siger han og tilføjer, at alle, som serverer med i deres private hjem, derfor bør underlægges gældende overenskomster.