Foto: Kletr, Bigstock

Foto: Kletr, Bigstock

Nejsigere kan ikke få plads i Himlen sammen med de retskafne, fastslår Socialdemokraternes formand og advarer danskerne mod at lytte til falske profeter. 

Når danskerne den 3. december skal til folkeafstemning om ophævelse af retsforbeholdet, er der først og fremmest tale om et valg mellem empati, godhed og hæderlighed på den ene side og ondskab, råddenskab og egoisme på den anden. Det fastslår Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, der advarer danskerne mod at stemme nej, for så kommer de i Helvede.

“Det er selvfølgelig frivilligt, hvad man stemmer. Men borgerne har krav på at vide, hvad forskellen på et ja og et nej betyder for deres mulighed for frelse og evigt liv,” siger hun.

Samvittighedsspørgsmål
Mette Frederiksen forklarer, at man ved folkeafstemningen vil skille får fra bukke. Hun refererer her til Matthæusevangeliet, hvor Jesus taler om, at fårene skal gå ind i Himlen, mens bukkene bliver sendt til evig straf (Matthæus 25,31-46, red.).

“Det gælder derfor om at ransage sin samvittighed og afgøre hvilken slags menneske, man vil være. Vil man være en samfunds- og menneskeven, der stemmer ja, sådan som Socialdemokraterne anbefaler, eller vil man være et usselt kryb, der stemmer nej? Som sagt er valget frit, men jeg vil anbefale, at man tænker sig rigtig godt om, for selvfølgelig kan nejsigere ikke få plads i Himlen sammen med de retskafne,” siger hun.

Som hjælp til samvittighedsransagelsen har Socialdemokraterne lavet en kampagne, der tydeliggør over for danskerne, at et nej betyder frit løb for pædofili, handel med kvinder og andre former for organiseret kriminalitet. Kampagnen har mødt stærk kritik, men den bør man ignorere, mener Mette Frederiksen.

Falske profeter
“Det er falske profeter, der prøver at bilde folk ind, at man ikke er et dårligt menneske, hvis man stemmer nej. Dem gør man bedst i at ignorere, medmindre man altså gerne vil være en klam stodder, der går ind for systematisk voldtægt af kvinder og børn,” siger hun, men understreger:

“Socialdemokraternes anbefaling er ikke er et krav. Vi lever i et demokratisk samfund, og jeg har stor respekt for menneskets frie valg. Hvis man gerne vil ødelægge livet for andre og selv ende i Helvede, er det selvfølgelig helt legitimt at stemme nej.”