Foto: ftlaudgirl, Bigstock

Foto: ftlaudgirl, Bigstock

Facebook-brugere ved alt om terror og kan sprede deres viden så hurtigt og kortfattet, at universiteter over hele verden opgiver fremtidig terrorforskning. PET og forskningsminister Esben Lunde Larsen bakker op om forskernes tilbagetog.

Kun få minutter efter de første nyheder om terrorangrebene i Paris var de første Facebook-brugere klar med deres bud på, hvordan situationen skulle håndteres. I løbet af det efterfølgende døgn blev det klart for verdens terrorforskere, at de ikke kunne hamle op med de selvbestaltede eksperter. På en hasteindkaldt konference blev det derfor besluttet at standse al fremtidig forskning i terror.

Seniorforsker Adele Cameron fra Harvard University i USA bekræfter over for RokokoPosten, at universiteter over hele verden har besluttet at opgive såvel forskning som undervisning i terrorrelaterede emner.

“Hr. og fru Facebook har overhalet os indenom. De behøver hverken at tænke eller undersøge tingene, før de har konklusionerne klar, endda i en kortfattet form, som vi slet ikke kan konkurrere med,” siger hun.

PET: God idé
Hos danske PET bakker man op om terrorforskernes beslutninger.

“I PET har vi længe brugt Facebook-opslag som rettesnor for vores arbejde. For her kan vi hurtigt se, at det hele er Vestens skyld, eller at man bare skal afskaffe religion. Det er langt mere effektivt end universiteternes grundige studier, der opsummeres i rapporter, som det tager mange timer at læse,” siger Tine Jeberg Andersen fra PET’s afdeling for Facebook-visdom og tilføjer, at PET’s hidtidige succes i særlig grad skyldes visdom udtrykt via internetmemer.

Også uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) er begejstret for nyheden.

Hatten af for folkets vid
Han kalder Facebook-brugerne “imponerende kompetente”, også på andre områder end terrorbekæmpelse.

“Jeg tager hatten af for Facebook-brugerne. Deres indsigt og vid har et skyhøjt niveau, når det gælder min personlige tro og mit uddannelsesforløb, så jeg har stor tiltro til deres evne til at forme fremtidens terrorbekæmpelse,” siger han slutter:

“Desuden er det mit mål at skære mest muligt på universiteternes forskning. Og nu forsvinder et helt område uden, at jeg selv risikerer at blive upopulær.”