Foto: Leventina, Bigstock

Foto: Leventina, Bigstock

En avanceret strategi, der går ud på ikke at reagere på massedrab på civile og blot lade som ingenting, har effektivt sat en stopper for terrorisme.

De færreste havde forestillet sig, at man ville se et totalt stop for terrorangreb i Europa. Det er imidlertid resultatet af en strategi, som en lang række analytikere og kommentatorer i fællesskab har udtænkt. Ph.d. i fredsologi ved Aalborg Universitet, Peter Thimsen, forklarer.

Skal lade som ingenting
“Vi opdagede hurtigt, at terroristerne ønskede, at vi skulle reagere på deres aktioner. Efter en del diskussion udtænkte vi en snedig plan, som involverede, at vi blot lod fuldstændig som ingenting, hver gang de dræbte et stort antal tilfældige mennesker. For der er trods alt grænser for, hvor sjovt det er at gå og lave massakrer hele tiden, hvis folk bare er ligeglade,” siger han og uddyber:

“Det er ligesom små børn, der går og siger prut og tissemand og bare kræver en reaktion. Det holder de jo også op med, hvis alle bare lader som ingenting.”

“Det nemmeste i hele verden er jo at bruge milliarder på at mobilisere en omfattende militær indsats, som målrettet går efter de ansvarlige. I praksis er det langt sværere at gøre ingenting og håbe på det bedste. Det har heldigvis vist sig utrolig effektivt og er tydeligvis noget, som terroristerne har respekt for,” forklarer han.

Jihad fører ingen vegne
En kriger fra Islamisk Stat, der kun vil omtales som Abu Jihad, bekræfter, at terrorbevægelsen er stærkt frustreret over den europæiske passivitet.

“Det er enormt frustrerende, når vi bare går og gør os smadderumage med at dræbe folk i stort antal for at lokke de vantros arméer i vores velplanlagte fælde, der skal lede til det store apokalyptiske slag. Der bliver man ret skuffet, når de så slet ikke bomber os eller gør noget som helst. Så bliver man virkelig desillusioneret og spørger sig selv, om det overhovedet nytter,” siger Abu Jihad og forklarer, at bevægelsen derfor har droppet sine planer om et globalt kalifat og kompromisløs undertvingelse af de vantro, hvor end de findes.

“Helt ærligt, så overvejer jeg at læse til agronom eller civilingeniør og bare droppe alt det her jihad, for det fører tydeligvis ingen vegne”, slutter Abu Jihad.