Foto: Presse, Enhedslisten.dk

Foto: Presse, Enhedslisten.dk

Enhedslistens hovedbestyrelse har enstemmigt ekskluderet gruppeformand Stine Brix efter, at hun i november stemte ja til et lovforslag.

Enhedslisten har mistet en af sine store stemmeslugere efter, at partiets hovedbestyrelse tirsdag valgte at ekskludere gruppeformand Stine Brix.

Det sker som følge af en hændelse den 24. november i år, hvor Stine Brix stemte for Lov 1283 – Lov om ændring af lov om elforsyning og lov om Energinet.dk.

Intet offer er for småt
”Det var en fejl. En helt uskyldig fejl,” siger hun og uddyber:

”Jeg sad på min plads i folketingssalen og var ved at tilmelde mig den 8. Internationales feminismeskole, da vi pludselig skulle stemme. Tilmeldingsknappen på hjemmesiden var grøn, og så kom jeg af vanvare til at trykke på den grønne knap foran min plads. Det er aldrig sket for mig før, at jeg er kommet til at stemme for et lovforslag. Jeg er dybt, dybt ulykkelig.”

Hun accepterer dog hovedbestyrelsens beslutning:

”Intet offer er for småt på revolutionens vej,” fastslår hun.

Intet offer er for småt
Partiets chefstrateg, Pelle Dragsted, erkender, at eksklusionen er trist, men uomgængelig.

”Det er naturligvis beklageligt, men Stine ved udmærket, at partilinjen er, at vi aldrig tager ansvar for et lovforslag. Den klokkeklare linje har hun bragt i fare med sin helt utilstedelige handling,” forklarer han.

Pelle Dragsted peger videre på, at eksklusionen skal ses i lyset af partiets vision for det politiske Danmark efter revolutionen.

”Der er simpelthen ikke plads til slinger i valsen med individuelle meninger og handlinger, heller ikke ubevidste. Det er vigtigt, at vi kan statuere et eksempel, så andre kan blive advaret mod at skeje ud. Og intet offer er for småt på revolutionens vej,” understreger Pelle Dragsted.

Intet offer er for småt
Med Stine Brix’ exit levnes der plads i hovedbestyrelsen til lærerstuderende Daniel Panduro fra Frederiksberg.

”Jeg glæder mig, og jeg vil i hvert fald aldrig røre noget grønt,” understreger han, der dog må forlade sin plads i Frederiksbergs kommunalbestyrelse og droppe sin læreruddannelse for at leve op til partiets interne regler.

”Det er helt fint. Intet offer er for småt på revolutionens vej,” siger han.