Foto: Vic-d, Bigstock

Foto: Vic-d, Bigstock

Meget tyder på, at det er juleaften i aften. Det mener ekspert, der desuden påpeger, at julen ikke varer lige til påske, eftersom fasten falder mellem de to højtider.

“Der tegner sig et klart mønster.”

Ordene kommer fra Sisse Højmark, lektor i temporal kronologi ved Københavns Universitet. Hun viser på en graf, hvordan man ved hjælp af tidsintervaller og datoers placering i forhold til hinanden kan anslå, hvornår julen vil falde. Ikke bare i år, men også de kommende år.

“Vi kan ikke alene konstatere, at julen de sidste mange år er faldet den 24. december, men også, at den 24. december uden undtagelse er faldet mellem den 23. og 25. december. Da vi ligeledes kan konstatere, at det i dag er den 24. december, kan vi med stor sandsynlighed fastslå, at det nu er jul igen,” siger hun.

Tvivl om ugedage
Der er dog ifølge Sisse Højmark en faktor, der gør resultatet usikkert.

“Forrige år faldt juleaften en tirsdag. Sidste år var det onsdag, og i år er det torsdag. Det kunne tyde på, at man kunne beregne ugedagen ved hjælp af formlen x+1, hvor x er lig med ugedagen. Men næste år er den 24. december en lørdag, og derfor er det ikke helt entydigt, om juleaften her falder den 23. eller 24. december, eller om der ganske enkelt er en fejl i vores beregninger,” siger hun og fortsætter:

“Hvis vi ser tilbage på de seneste år, kan vi se flere fortilfælde, hvor julen er sprunget en ugedag over, selvom datoen har været konstant. Vi troede indtil for nylig, at vi kunne beskrive mønstret x+1, x+1, x+1, x+2, for det så ud til, at der blev lagt en ekstra dag til hvert fjerde år. Men hvis vi går godt 100 år tilbage kan vi se, at mønstret x+1 gentager sig 8 gange, før det bliver til x+2. Hvorfor det forholder sig sådan, er vi endnu ikke nået til bunds med.”

Faste før påske
Sisse Højmark fortæller til sidst, at andre højtider tilsyneladende er bundet til mere komplekse lovmæssigheder, der ikke lader sig kortlægge med samme præcision som julen:

“Det gælder blandt andet påsken. Det er slet ikke til at regne ud, hvornår den falder. Dog kan vi konstatere, at fasten stort set konsekvent er faldet mellem jul og påske, så vi kan trods alt være temmelig sikre på, at det ikke er påske, hvis fasten endnu ikke er overstået.”