Foto: FSerega, Bigstock

Foto: FSerega, Bigstock

Mange zooskyderier kan undgås, hvis dyrene får lov til at bære våben, mener amerikanske National Rifle Association og påpeger, at våben ikke dræber mennesker; mennesker, og dyr, dræber mennesker.

Da København Zoo i februar sidste år valgte at aflive giraffen Marius, blev dyreparken mødt med utallige internationale protester fra mennesker, der erklærede, at det var bestialsk at slå dyret ihjel og derefter obducere det offentligt.

Nu melder den amerikanske våbenorganisation National Rifle Association sig også ind i det kritiske kor. De mener nemlig, at aflivningen kunne være undgået, hvis Marius havde båret våben.

“I Danmark er det svært at få fat på fx en boltpistol som den, Marius blev dræbt med. Hvis giraffen havde haft adgang til den type våben, ville den have været i live i dag,” siger NRA’s formand, James W. Porter II, i en pressemeddelelse og tilføjer, at lignende zooskyderier foregår jævnligt, men er blevet så almindelige, at medierne ikke engang gider rapportere dem.

Dyr dræber mennesker
“Vi er blevet hårdhudede, når det kommer til myndighedernes angreb på vores personlige frihed. Se bare på Marius: Han troede, autoriteterne ville beskytte ham. I stedet skød de ham. Giv den næste Marius en boltpistol, så han kan forsvare sig,” fortsætter formanden og tilføjer over for RokokoPosten, at det faktisk ikke er våben, der dræber mennesker.

“Det er mennesker, der dræber mennesker. Og dyr. Der dræber mennesker. Hvis de altså får våben. Lige nu er det ganske vist mest mennesker, der dræber dyr. Medmindre vi taler om flodheste og løver. Dem vil vi helst ikke give våben.”

Hiv fat i en pistol
Af samme årsag er NRA meget skeptiske over for Danmarks restriktive våbenlovgivning, der ifølge organisationen kan gøre mange ærlige og samfundsnyttige borgere til kriminelle, bare fordi de, eller deres kæledyr, vælger at forsvare sig selv med en halvautomatisk riffel.

“Når staten banker på døren, og du som giraf, menneske eller andet skal beskytte dig selv og din ejendom, nytter det ikke noget at flæbe og tale om godhed og humanisme. Så må man hive fat i en pistol og sige: ‘From my cold dead hands!’ (ud af mine kolde døde hænder, red.),” siger formanden.