Foto: Tage Olsin, Wikipedia

Foto: Tage Olsin, Wikipedia

Sent mandag aften skete noget i Sverige, fortæller svensk politi, som tilbageholder oplysninger om gerningsstedet og de impliceredes køn, etnicitet og grundstofsammensætning for at ikke at give anledning til krænkende generaliseringer.

Politikommissær Leif Sjögren har tirsdag morgen indkaldt til en pressekonference i et fly, som befinder sig “et sted over Sverige”, som han forklarer. Her har han sat medierne stævne for at fortælle om en hændelse, som politiet blev bekendt med i løbet af mandagen.

“Vi har at gøre med noget, som er kommet til politiets opmærksomhed, fordi det muligvis er kriminelt,” siger han.

Kommissæren forklarer, at man ikke vil sætte køn, etnicitet eller grundstofsammensætning på den, de eller det, der har stået bag den muligvis problematiske gerning af hensyn til risikoen for fordomsfulde generaliseringer.

Skabt af grundstoffer
“Vi kan sige, at der findes en eller flere implicerede entiteter. Endvidere ved vi, at disse er skabt af nogle af de 118 kendte grundstoffer i det periodiske system,” siger Leif Sjögren og afviser at bekræfte spekulationer om, hvorvidt kulstofbaserede livsformer har været involveret.

Kommissæren understreger, at ingen, eller intet, endnu er dømt, hvilket den, de eller det muligvis heller ikke bliver.

“Det er helt op til domstolene. For indeværende efterforsker vi blot på en aldeles neutral måde, fordi det er vores opgave ifølge lovgivningen. Vi gør det absolut ikke, fordi vi har det fjerneste imod nogen eller noget, hverken som gruppe eller på individuel basis.”

Fandt sted et sted
Hvor den omtalte hændelse fandt sted, mener kriminalkommissæren heller ikke er relevant for offentligheden.

“Myndighederne har absolut intet ønske om at udhænge folk fra et specifikt område. Derfor kan vi kun oplyse, at hændelsen fandt sted et sted.”

Sjögren bekræfter dog modstræbende, at det er foregået i Sverige, da RokokoPosten konfronterer ham med, at det er eneste land, hvor svensk politi har jurisdiktion.

Hvorvidt hændelsen er alvorlig, mener kriminalkommissæren heller ikke, at det giver mening at svare entydigt på.

“Det kommer i høj grad an på, hvilket perspektiv man anlægger. Sammenlignet med jordskælvet i Haiti kunne nogle sige, at det faktisk ikke var så slemt, mens flere nok vil mene, det var værre end ved en fejl at skolde hænderne under den varme hane.”