Foto: ASSY, Pixabay

Foto: ASSY, Pixabay

Inspireret af de negative renter på finansmarkederne kræver Liberal Alliance nu skatten ned under nul. Venstrefløjen erkender, der er behov for nytænkning og er ikke afvisende over for forslaget.

Liberal Alliance har strammet den liberale skrue endnu en tand. Hidtil har partiet haft en ambition om at få skatten sat ned til 40 procent, men tirsdag fremsatte partiet forslag om en negativ skat på omkring 10 procent. Ifølge partiet skal en lønmodtager således ikke betale skat, men modtage et beløb fra det offentlige svarende til en tiendedel af lønnen.

“Vi har på det seneste set, at de finansielle markeder klarer sig udmærket i et klima med negative renter. Den erfaring ønsker vi at overføre til skatteområdet,” fastslår Joachim B. Olsen, der er folketingsmedlem for partiet.

Ø: Gratis penge er OK
“Tallet nul udgør ikke en magisk grænse, som man ikke kan komme under, og da vi mener, at staten er til for borgerne og ikke omvendt, er det kun rimeligt, at den betaler til borgerne og ikke omvendt,” konstaterer Joachim B. Olsen.

Fra venstrefløjen møder forslaget en vis forståelse.

“Vi mener både, at der er behov for nytænkning og flere gratis penge til borgerne, så vi er ikke afvisende, så længe vi bare kan få håndfaste garantier for, at negativ skat ikke er noget, som Ayn Rand har foreslået,” siger Enhedslistens Pernille Skipper, mens Socialdemokraterne også er positive, så længe forslaget bliver gennemberegnet af konsulentfirmaet McKinsey.

Finansiering på plads
Enkelte skeptikere peger på, at forslaget kan løbe ind i et finansieringsproblem, men det afviser Joachim B. Olsen:

“Når varmemesteren får 100 kr. ekstra på lommen, bliver det lynhurtigt omsat til en sixpack, 20 Kings og nogle skrabelodder. De penge giver ret betydelige indtægter i form af både moms og afgifter, og desuden går butikkens ejer jo ud og bruger det ekstra overskud et andet sted i samfundet, hvilket igen giver momsindtægter til staten og gang i hjulene.”

Forslaget møder opbakning hos Konservative, der samtidig påpeger, at en negativ skat på 10 procent på ingen måde forhindrer partiet i at kæmpe for endnu lavere skatter efterfølgende. Man vil endvidere overveje, om topskatten kan få lov til at overleve, hvis den sættes ned til minus 25 procent.