Foto: Cheschhh, Bigstock

Foto: Cheschhh, Bigstock

Selvom Emil Tønnerup ikke er specielt god til sit arbejde, havde han alligevel forventet, at mandeklubben ville skubbe ham foran i køen til gode stillinger, høj løn og generel anerkendelse.

I snart syv år har Emil Tønnerup været sælger i en vestsjællandsk møbelforretning. Her har han klaret sig nogenlunde, men bestemt ikke prangende.

“Jeg ved godt, jeg ikke er voldsomt god til mit arbejde. Men jeg havde alligevel regnet med at blive forfremmet til salgsleder ret hurtigt, bare fordi jeg er en hvid mand ligesom direktøren,” siger den 34-årige sælger, der også har det tilfælles med chefen, at ingen af dem er homoseksuelle, transkønnede eller handicappede.

Alligevel er det ikke lykkedes Emil at komme særlig langt i sin karriere. Tværtimod har han oplevet, at han er blevet overhalet af både kvinder, udlændinge og en asiatisk udseende mand fra Brønshøj, der ifølge Emil er “uforholdsmæssigt glad for de der nye livemusicals fra USA”.

Jensen’s Bøfhus og strip
En uretfærdig behandling, mener han, der siden barndommen har fået at vide, at det danske arbejdsmarked stadig er fyldt med eksempler på grov diskrimination, uligeløn og såkaldte old boys-klubber, hvor mænd forfremmer hinanden.

“Fire gange har jeg været på Jensen’s Bøfhus med ledelsen, hvor vi diskuterede huslån, golfhandicap og parforholdsproblemer over flere glas rødvin. Jeg inviterede endda direktøren på mandeaften, og selvom han gik, inden vi nåede at komme på stripklub, fornemmede jeg, at vi forstod hinanden,” fortæller den skuffede Emil Tønnerup.

Ikke specielt dygtig
Hos ledelsen forstår man den halvdårlige sælgers frustration, men overvejer ikke at forfremme og give lønforhøjelser på baggrund af hvidhed og køn.

“Emil udviser stor iver, når det kommer til at netværke med os, især med Poul (Hansen, administrerende direktør, red.), men han er bare ikke specielt dygtig,” fortæller personalechef Lene Li Knudsen, der dog ikke har planer om at fyre Emil Tønnerup.

“Han har ikke taget af kassen eller haft et stort sygefravær. Han passer sit job til sådan lidt under middel, og så er det for dyrt for os at fyre ham,” siger hun og tilføjer, at hun desuden frygter, at en fyring ville skaffe firmaet en sag på halsen om forskelsbehandling på baggrund af kompetencer.