Foto: Public domain, Wikipedia

Foto: Public domain, Wikipedia

Efter at nye oplysninger om gerningsmænd i ældre kriminalsager er kommet frem, erklærer den danske fotograf, at han så, hvordan Julius Cæsar ikke blev myrdet af Brutus, men af Grauballemanden.

Først blev gerningsmændene bag drabet på Olof Palme og brandstifterne på Scandinavian Star overraskende udpeget. Nu følger en endnu større afsløring, som den danske rejseforfatter og fotograf Jacob Holdt står bag. Han var nemlig personligt til stede ved attentatet den 15. marts år 44 f.v.t., hvor den romerske statsmand og forfatter Julius Cæsar blev offer for et knivstikkeri.

Hidtil har alle antaget, at der var tale om en konspiration anført af Marcus Junius Brutus, der stod bag drabet, men det kan den berømte fotograf nu afsløre som usandt.

Drak tynd vin med orakel
“I vinteren 44 var jeg på et road trip til Sydeuropa for at dokumentere forholdene for slaverne i de græske sølvminer i Laurion. Her gjorde jeg stop i Rom på vejen hjem for at mødes med oraklet fra Delfi, som jeg engang havde en affære med i Chicago, og som var på interrail i den periode,” siger han.

Efter nogle glas fortyndet vin besluttede de to venner sig for at tage en tur i teateret. Ved ankomsten til det ellers populære Pompejus’ Teater opdagede de, at teateret ikke alene var lukket, men at der også foregik et vildt håndgemæng.

“Her ser jeg så Grauballemanden, som jeg tidligere har interviewet om social udstødelse i midtjyske bronzealdersamfund. Han kommer stormende ind fra højre, mens han svinger med en kniv, som han stikker i ryggen på en halvskaldet fyr, der er iført noget, der ligner en køkkendug,” forklarer Holdt.

Ville hævne kimbrerne
Efterforskere med kendskab til sagen mener på baggrund af Holdts oplysninger, at der kan være tale om, at Grauballemanden har ønsket at hævne det midtjyske folkeslag kimbrernes nederlag til Rom i år 101 f.v.t.

Holdt selv fortæller, at han ikke har sagt noget tidligere, da han ikke ønskede at bringe Grauballemanden i problemer med myndighederne, som efter hans mening opførte sig “førmiddelalderligt”. Han reviderede imidlertid sit standpunkt efter et nyligt besøg på Moesgaard Museum uden for Aarhus.