Foto: Dnalyensid, Wikipedia

Foto: Dnalyensid, Wikipedia

En række danske imamer, der optrådte i en kontroversiel TV 2-dokumentar, indrømmer, at de var hyret af Dansk Folkeparti til at fremsætte rabiate ytringer.

Ved flere lejligheder har danske imamer fået overrakt både talepapirer, gaver og store kontantbeløb af repræsentanter for Dansk Folkeparti. Hensigten har været at fremstille ellers fredelige religiøse mennesker som rabiate fanatikere, der støtter vold mod børn og stening.

Fik delikatessekurv
RokokoPosten er kommet i besiddelse af en skjult optagelse af en skjult optagelse, hvor TV 2’s såkaldte muldvarpe medvirker. Optagelsen viser imidlertid, at kort efter, at parret har forladt et såkaldt shariaråd i en moské i Aarhus Vest, kommer Dansk Folkepartis Søren Espersen ind og overrækker smilende imamen en check samt en kurv med italienske delikatesser. Herefter siger Espersen:

“Rigtig godt gået, men næste gang ville det være fedt, hvis du fandt på et eller andet om at smide homoseksuelle ud fra tårne eller vælte mure over dem.”

Imamen svarer, at han i så fald skal have mindst 70.000 kroner samt et gavekort til Ilva, hvilket det højtstående medlem af Dansk Folkeparti accepterer.

Demokratisk samarbejde
Konfronteret med RokokoPostens dokumentation indrømmer imamen, at han er blevet betalt af Dansk Folkeparti.

“Vi vil meget gerne være en del af det danske demokrati og samarbejde med Folketingets partier, så da DF henvendte sig, tænkte jeg, at det nok var en måde at blive integreret på,” fortæller imamen og fortsætter:

“Jeg var lidt skeptisk i forhold til de vanvittige ting, jeg skulle sige, men da Marie Krarup kom med en check på 250.000 kroner og en all-inclusive ferie til Lanzarote, tænkte jeg ‘OK, der er jo alligevel ingen, som hopper på, at vi skulle gå ind for den slags’.”

Muslimernes Møllehave
Imam Mohammad Fouad al-Barazi siger i TV 2-udsendelsen, at muslimer er på vej til at erobre Europa. Også han erkender at have modtaget flere hundredetusinde kroner og et krophold ved Mariager Fjord, men mener ikke, at de ting, Dansk Folkeparti fik ham til at sige, vil blive opfattet bogstaveligt.

“Alle, som kender mig, ved, at jeg er muslimernes svar på Johannes Møllehave og vil derfor blot tro, at jeg mener, at muslimer vil udkonkurrere pølsevogne med sharwarmabutikker.”