Foto: Johannes Jansson / norden.org

Foto: Johannes Jansson / norden.org

I Manu Sareens nyeste børnebog skal den kvikke og snarrådige Iqbal Farooq finde sin højtelskede taburet, som er blevet væk på et gammelt slot i det centrale København. Heldigvis får han hjælp af nogle rare klimaklovne. 

På mandag udgiver den kendte børnebogsforfatter Manu Sareen den tolvte bog i sin populære serie om drengen Iqbal Farooqs eventyr. Denne gang kommer Iqbal på en hæsblæsende jagt på sin yndlingstaburet, der er blevet væk på eventyrslottet Borgen.

Trods en omfattende eftersøgning, hvor han får hjælp af sin rare voksenven Onkel Morten, lykkes det ikke Iqbal at finde taburetten nogetsteds på det forjættede slot. Men da han møder en flok omrejsende klimaklovne, der bliver kaldt sådan, fordi de lever af varm luft, får han imidlertid håbet tilbage.

I det følgende uddrag fra bogen møder Iqbal klimaklovnenes mystiske leder, Uffen, der er halvt menneske og halvt kommunale projektmidler.

“Jeg vil gøre alt”
‘Bare sig, hvad jeg skal gøre!’ udbrød Iqbal næsten grædefærdigt. Jeg vil gøre alt, hvad som helst!’

“Det er den helt rigtige indstilling!'” sagde Uffen med en mærkelig grimasse, som måske var en slags smil.

“Det eneste, du skal gøre, er at tale solen sort!”

Iqbal forstod ikke helt. Han havde hørt, at Uffen var fra et mystisk sted kaldet Jylland. Måske skulle Iqbal tale med kraftig accent ligesom vennerne fra Blågårdsgade? 

“Wallah, jeg sværger ved min fætter, at jeg skal tale solen ornli’ sygt sort, mashallah!” prøvede han.

Uffen rynkede øjenbrynene. 

“Nej, Iqbal. Vi har en integrationsordfører. Det, jeg mener, er, at du skal messe nogle helt særlige besværgelser som innovationspotentiale, bæredygtighedsunderskud og andre mystiske ord, lige indtil solen bliver sort, eller alle folk falder i søvn.”

Iqbal sukkede og tænkte, at det lød temmelig svært. Men på den anden side var der jo ingen vej udenom, hvis han ville have sin taburet.

“Vi skal have mere – dia… dialogpositivitet?” prøvede han.

Uffen smilede.

Monstret i Støjbjerget
Om Iqbal får sin taburet tilbage, skal ikke afsløres her. Vi kan dog løfte sløret for, at det bliver en særdeles spændende jagt, der både involverer en drabelig kamp mod det frygtelige hamburgerrygmonster i Støjbjerget samt indkøb af en imponerende mængde Sonos-højtalere.