Foto: Sorcerer44, Bigstock
En imam i Aarhus Vest fortæller i et eksklusivt interview, at han og flere ligesindede er bange for, at regeringen formår at afskaffe ytrings- og foreningsfrihed, før islamisterne får mulighed for det.
Abu Abu er førtidspensionist og imam ved Brabrand Kældermoské i det vestlige Aarhus. Han er tydeligt oprevet, da RokokoPostens udsendte møder ham søndag eftermiddag. Trods en massiv skepsis over for den danske presse har han indvilget i et sjældent interview om et emne, der ligger ham stærkt på sinde: Risikoen for, at regeringen overhaler islamisterne indenom i kapløbet om at undergrave det danske demokrati.
Ikke megen tid tilbage
“Oh, I løgnere ved en døende trykpresse (journalister, red.),” indleder Abu Abu.
“Jeg sværger, at ødelæggelsen af det vantro demokrati er en ære, der alene tilkommer islams løver. Men med de seneste års indskrænkninger af de borgerlige frihedsrettigheder og den tiltagende masseovervågning er vi alvorligt bange for, at vi ikke kan nå det,” fortsætter han og tilføjer, at når ledende politikere vil gå “helt til kanten” af grundloven og taler åbent om sindelagskontrol og lovgivning med tilbagevirkende kraft, så har islamisterne ikke megen tid tilbage.
“Danmark er i forvejen et land, hvor olierigdommene på forunderligvis vis franarres folket. Hvor unge kvinder mobbes for deres seksualitet. Hvor magtfulde erhvervsinteresser dikterer lovgivning. Hvor efterretningstjenesten bliver stadig mere magtfuld. Hvor forfatningen kan bøjes til hvad som helst. Statsministeren, al-nassab al-saghir (den lille svindler, red.), kan tydeligvis ikke kende forskel på dit og mit. Han lever i syndig overflod og baserer sin magt på vennetjenester og frygt,” siger han.
Ligesom i Mellemøsten
Abu Abu trækker opgivende på skuldrene og afslutter resigneret interviewet.
“Det er alligevel snart ligesom hjemme i mellemøsten, og så har vi spildt vores tid i dar al-Kufr (de vantros land), hvor solen aldrig skinner, skatten er tårnhøj, og indbyggerne er nogle småneurotiske tryghedsnarkomaner. La hawla wala quwwa illa billah! (Gud, giv mig styrke, red.),” udbryder han i afmagt, mens han desperat rækker armene i retning af kældermoskeens fugtplagede loft.
